Det er ikke alle de anslåede 30.000 personer, som står til at falde ud af dagpengesystemet i 2013, der bliver reddet af den redningspakke, som regeringen fremlagde tirsdag.
De mange tiltag retter sig nemlig ikke mod de ledige, som står til at falde ud af systemet, fordi de har fået dagpenge i fire år - hvilket er grænsen for, hvor lang tid, man kan få den offentlige ydelse.
Også inden den udskældte dagpengereform trådte i kraft ved årsskiftet, ville de være røget ud af systemet. Og det gør de altså fortsat, fremgår det af udspillet.
- Med regeringens nye indfasning af dagpengereformen skønnes der at være 4000-6000 personer, som i 2013 ikke vil blive omfattet af de nye regler, lyder det i udspillet.
Ifølge udspillet står mellem 27.000 og 32.000 personer til at opbruge dagpengeretten i år på baggrund af de hidtidige regler.
Den nye ordning betyder dog, at langt størstedelen af den gruppe, som har udsigt til at opbruge dagpenge eller uddannelsesydelse i løbet af 2013, vil kunne overgå til en anden form for ydelse.
Og herefter aftager problemet ifølge regeringen.
- Fremadrettet forventes antallet af personer, der opbruger deres dagpengeret efter de hidtidige regler at aftage. Det sker i takt med styrkede konjunkturer og dermed lavere ledighed som forudsat i regeringens konvergensprogram.
- Herudover trækker en tilpasning af ledighedens sammensætning og indfasning af reformens incitamentsvirkninger også i retning af at reducere antallet af personer, der i fremtiden opbruger dagpengeretten, lyder det i udspillet.
/ritzau/