Østergaard: Ingen har veto i forhandling om partistøtte
De første forhandlinger om partistøtte-regler gav intet svar på, om regeringen vil lave bred eller smal aftale
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) understreger, at ingen har vetoret i forhandling om partistøtte.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) understreger, at ingen har vetoret i forhandling om partistøtte. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Enhedslisten var onsdag det første parti, der var på økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards (R) kontor for at forhandle om en ændring af reglerne for partistøtte.

Allerede tirsdag aften tilbød Enhedslisten Morten Østergaard, at han kunne lave en aftale med et smalt, rødt flertal, hvis de borgerlige partier ikke ville være med på regeringens udspil.

Onsdagens forhandlinger gav intet svar på, om Morten Østergaard har taget imod tilbuddet. Efter mødet med Enhedslisten kommer ministeren dog med en advarsel til de borgerlige partier.

- Vi håber at få en aftale, der involverer så mange partier som muligt, men der er ingen, der har vetoret, siger Morten Østergaard efter forhandlingerne.

- Jeg glæder mig til at få partierne ind én for én, og så vil regeringen på den baggrund vurdere, hvad der er den rette vej frem, siger han.

Morten Østergaards samtalepartner hos Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, er efter mødet særdeles begejstret for, hvad hun hører fra regeringen.

- Vi er på alle måder begejstrede for det udspil regeringen er kommet med, siger hun efter mødet.

Hun gentager sin opfordring til, at regeringen aftaler ændringerne af partistøtte-reglerne med Enhedslisten og SF - udenom Venstre om nødvendigt.

Johanne Schmidt-Nielsen er dog opmærksom på, at en sådan aftale vil være sårbar overfor et valgresultat, der skaber et blåt flertal.

- Det er klart, at alle aftaler i et demokrati kan laves om. Omvendt er det måske sin sag for Venstre at lave lovgivning, der laver mindre åbenhed i dansk politik, siger hun.

- Uanset hvad kan man næppe nå at lave en egentlig lov på den her side af et valg, så det bliver en aftale.

Regeringens forslag peger på en række områder, hvor partierne og de enkelte kandidater i højere grad end i dag skal oplyse, hvem der støtter dem og med hvor meget.

Derudover foreslår regeringen, at private bidrag modregnes i den offentlige støtte, som partierne får.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.