Nyt sammenstød i Aarhusforstad - mand skudt i hoften
Opgør kan handle om kriminalitet, siger Østjyllands Politi om strid mellem grupper i Rosenhøj og Rundhøj.
Uden at have en konkret mistanke må politiet nu visitere personer og køretøjer for våben i Rundhøj og Rosenhøj ved Aarhus. Det har politidirektøren i Østjyllands Politi tirsdag besluttet. Indgrebet gælder i 14 dage (arkivfoto)
Uden at have en konkret mistanke må politiet nu visitere personer og køretøjer for våben i Rundhøj og Rosenhøj ved Aarhus. Det har politidirektøren i Østjyllands Politi tirsdag besluttet. Indgrebet gælder i 14 dage (arkivfoto) Foto: Colourbox/Free


I et nyt sammenstød mellem to grupper af unge er en mand natten til tirsdag blevet såret af skud i Højbjerg ved Aarhus.

Manden blev ramt i sin venstre hofte, oplyser politiet.

Skyderiet fandt sted på åben gade ved Rundhøjtorvet i Højbjerg lige omkring midnat.

Der blev hørt flere skud, og nogen råbte "løb, løb", oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den sårede er en 28-årig mand, som ifølge politiet kan placeres i den ene af de to stridende grupper.

Hans kammerater kørte ham til behandling på Aarhus Universitetshospital.

- Der er tale om to grupperinger med forbindelse til Rosenhøj og Rundhøj, siger politiinspektør Carit Andersen.

- Det er vores vurdering, at deres uoverensstemmelser muligvis kan skyldes uenighed om kriminalitet. Det kan være narko eller andet, tilføjer han.

Den sårede mand har tilsyneladende ikke hjulpet politiet i efterforskningen af drabsforsøget.

- Han bidrager ikke det store til opklaringen, konstaterer Carit Andersen efter en afhøring af den 28-årige på hospitalet.

Nu håber politiet i stedet at få hjælp fra eventuelle vidner eller andre, der har viden om sagen. Pistolen, der blev brugt, er ikke fundet, politiinspektøren tirsdag eftermiddag.

I øvrigt vil politiet igen skrue op for kontrollen. En såkaldt visitationszone indføres på ny.

Det indebærer, at politiet kan visitere borgere i et bestemt område uden at have en konkret mistanke mod den enkelte.

Det er henholdsvis Rosenhøj og Rundhøj, som indgrebet er rettet imod.

Umiddelbart er der med brug af skydevåben tale om en optrapning af konflikten. Tidligere har politiet fortalt om overfald med kniv.

I begyndelsen af september blev en 24-årig mand stukket ned på Holme Ringvej. Han lå blødende på jorden ved siden af sin scooter, da politiet nåede frem.

Desuden blev en 22-årig ramt af knivstik i det indre Aarhus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.