Nyt forslag: Sosu'er skal lettere kunne få psykisk syge indlagt
Det skal være langt lettere for bostederne at få psykisk syge beboere indlagt, og så skal der oprettes en ny institutions form. Det mener Socialdemokraterne i et nyt psykiatriforslag.
Ansatte på bosteder skal have langt større indflydelse på, om psykisk syge beboere skal indlægges, mener Pernille Rosenkrantz-Theil (S). 
Ansatte på bosteder skal have langt større indflydelse på, om psykisk syge beboere skal indlægges, mener Pernille Rosenkrantz-Theil (S).  Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Emil Hougaard/Scanpix/Arkiv


Ansatte på landets socialpsykiatriske bosteder skal have langt større indflydelse på, om en beboer skal indlægges. Det mener Socialdemokraterne, som i dag fremlægger en række forslag til at forbedre forholdene i psykiatrien, skriver Fagbladet FOA. 

- Hvis de ansatte på bosteder opfanger faresignaler hos en beboer, og gerne vil have ham indlagt, så kan en vagtlæge i dag kigge forbi og på et kvarter konkludere, at beboeren ikke er syg nok. Det vil vi gerne lave om, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Fagbladet FOA.

Efter drab

Forslaget kommer efter at personalet på flere bosteder, bl.a. på Lindegården hvor en ansat blev stukket ihjel, har råbt op om, at det er blevet sværere at få syge beboere indlagt. 

- Personalet har arbejdet med beboerne i mange år og kender nøjagtigt signalerne, der går forud for en beboer bliver voldelig. Jeg mener, der med de nuværende regler ligger en underkendelse af den faglighed, kendskab og viden, man har opbygget på bostederne, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun fortæller, at medarbejderne ikke skal kunne indlægge psykisk syge. Derimod skal det blive sværere for lægen at afvise personalet, når de henvender sig med en syg beboer: 

- I praksis skal det foregå sådan, at hvis en medarbejder vurderer, at den er helt gal med en beboer, så går man til sin leder og fortæller om situationen. Herfra kan ledelsen ringe til lægen. Hvis lægen ikke er enig, så skal lægen eksplicit redegøre for, hvorfor man vælger at underkende ledelsens indstilling om indlæggelse.

Behov for nyt tilbud

Socialdemokraterne vil også hjælpe de mange psykisk syge svingdørspatienter:

- Vi kan se på tallene, at omkring 2 procent af beboerne blive indlagt mere end 10 gange om året. 7 procent er indlagt tre til ni gange om året. Det vidner jo om, at de er for syge, når de bliver udskrevet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. 

For at reducere genindlæggelserne mener hun, at der er behov for en ny type melleminstitution.

Melleminstitutionsformen skal være det sted, hvor psykiateren kan henvise til, hvis de ikke har flere sengepladser, men patienten ikke er rask nok til at blive udskrevet.

Der er været uklarhed blandt politikerne, om den ny type institution skulle ligge under serviceloven, eller om den skal ind ind under sundhedsloven, som gør brug af tvang muligt. Her er socialdemokraterne nu afklarede:

- Institutionen skal ligge på sundhedsområdet, og man er derfor indlagt og er i psykiatriens hænder, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kollega til knivdræbt: Løser ikke problem

Fagbladet FOA har fremlagt forlagene for Mia Kristina Hansen, der i forbindelse med strejken efter drabet på en kollega fungerede som talskvinde  på Lindegården.

- Umiddelbart er jeg glad for at høre, at de vil gøre det lettere at få folk indlagt. Men det løser ikke det overordnede strukturelle problem, med at der er for få sengepladser. Hvis der ikke er plads i psykiatrien, så kan folk ikke blive indlagt, siger Mia Kristina Hansen.

Hun mener, at de manglende sengepladser, der er skåret væk fra psykiatrien de seneste år, udgør en central brik, hvis man skal nedbringe volden på bostederne og det stigende antal genindlæggelser i psykiatrien.

Bedre samarbejde

- Når folk bliver indlagt, så kommer de ofte hjem efter en dag. Til den lille gruppe beboere, der er for syge til at bo på et bosted, der er mellemstationen god, men der vil stadig være en gruppe, der bliver akut syge som har brug for indlæggelse i en kortere eller længere periode. Til dem er der behov for flere sengepladser.

Der er også er brug for et bedre samarbejde mellem bosteder og psykiatri. Alt for ofte ender kommuner og regioner med at diskutere ansvar i stedet for at tage hånd om de psykisk syge borgere, mener Mia Kristina Hansen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.