Ny mand i spidsen for Mærsk-aktierne
Finanschef Martin Gottlob afløser Henrik Tvarnø på posten som direktør i A.P. Møller Holding.
Martin Gottlob bliver ny mand i spidsen for Mærsk-aktierne.
Martin Gottlob bliver ny mand i spidsen for Mærsk-aktierne. Foto: Maersk Line/free


Selskabet bag aktiemajoriteten i A.P. Møller - Mærsk, A.P. Møller Holding, får ny direktør. Finanschef Martin Gottlob afløser Henrik Tvarnø, der har været konstitueret direktør i A.P. Møller Holding siden selskabets stiftelse.

Det oplyser A.P. Møller Holdings bestyrelsesformand Ane Uggla i en pressemeddelelse.

A.P. Møller Holding, der er holdingselskab for A.P. Møller Fondens aktier i børsnoterede A.P. Møller - Mærsk, blev stiftet i 2013.

Martin Gottlob var IR-chef i Danske Bank fra 2004-2013, hvor han skiftede til et job som chefanalytiker i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Med Fondens stiftelse i 1953 ville skibsrederen sikre, at rederiet også fremover blev drevet i hans ånd, oplyser A.P. Møller Holding. I december 2013 stiftede fonden datterselskabet A.P. Møller Holding, og alle fondens aktier blev overført til det nye selskab.

Med stiftelsen af holdingselskabet ønskede A.P. Møller Fonden at "sikre og styrke sit aktive ejerskab, samt at udvide den finansielle fleksibilitet og det finansielle beredskab i den samlede koncern", lød det i 2013.

A.P. Møller Holding ejer omkring 41,51 procent af kapitalen og 51,09 procent af de stemmeberettigede aktier i A.P. Møller - Mærsk A/S.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.