Ny dramaserie fra DR får verdenspremiere i Berlin
Interessen for nye tv-serier er enorm over hele verden. Det kommer nu ny dansk tv-serie til gode i Berlin.


Tv-serier som "Borgen" og "Forbrydelsen" har tidligere hittet i udlandet.

Og nu får DR's næste dramaserie med arbejdstitlen "Bedraget" verdenspremiere i Berlin, når der i næste måned bliver holdt Berlin International Film Festival for 65. gang.

Serien, som Jeppe Gjervig Gram er hovedforfatter på, og som Per Fly er instruktør på, er blevet udvalgt af Berlinalen og bliver vist 10. februar.

Det er tidligere kun overgået enkelte tv-serier som "House of Cards" og "Top of The Lake" at få verdenspremiere i forbindelse med festivalen, som i år vælger at give tv-serier mere opmærksomhed i det officielle program.

Årsagen er, at det pibler frem med nye dramaserier over hele kloden, og at interessen for dem er enorm.

I Berlin bliver "Bedraget" vist i Haus der Berliner Festspiele, hvor også hovedrolleindehaverne Nikolaj Lie Kaas og det nye unge talent Natalie Madueño Wolfsberg er stede.

Serien vises først i januar 2016. De to første afsnit er imidlertid klar, og det er dem, der skal vises i Berlin.

DR's dramachef Piv Bernth kalder det enestående, at DRs serier nu er helt oppe i superligaen.

- Den kommende store serie fra DR giver allerede genklang i den internationale tv-verden, og vi er oprigtigt glade for, at Jeppe Gjervig Gram, hans forfatterteam og hele holdet bag serien med Per Fly i spidsen får den velfortjente anerkendelse. Seerne har virkelig noget at glæde sig til, siger hun.

"Bedraget" er en dramaserie om økonomisk kriminalitet, og om hvad der sker med mennesker, når grådighed og ambitioner korrumperer.

Bandt de øvrige dramaserier, der får verdenspremiere i Berlin, er serien "Bloodline" fra Netflix og Sky Italias "1992".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.