Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 11:15
Banedanmark har torsdag formiddag rettet den fejl på Vestfyn, som har medført forsinkelser på togene, og passagererne kan derfor regne med normal drift fra klokken 12.
Det oplyser selskabets områdechef Rene Hestbæk.
- Togene kører igen. Indtil klokken 12 er vores regional- og intercitytog koblet sammen, og det betyder, at de kun kører én gang i timen. Derfor vil folk altså stadig opleve forsinkelser, siger han.
Sammenkoblingen af regional- og intercitytog sker i Middelfart og Odense, og togene bliver skilt igen, når de skal i forskellige retninger.
Problemerne skyldtes, at der har været en signalfejl på skinnerne mellem Ejby og Årup.
- Vi har haft problemer med et sporskifte på Fyn, hvor vi ikke har kunnet se, hvordan stillingen var. Men nu har vi altså haft folk ude og ordne det, siger Rene Hestbæk.
Ifølge DSB vil forsinkelserne være op til 30 minutter indtil klokken 12. DSB's hjemmeside har været nede her til morgen, men de oplyser på deres Twitter-profil, at den skulle virke igen.
Også tidligere på ugen har der været problemer med signalfejl på den fynske togdrift, men Banedanmark oplyser, at episoderne har ikke noget med hinanden at gøre.
/ritzau/