Danmarks Lærerforening med Anders Bondo Christensen i spidsen er klar med en strejkeplan, så lærerne ved, hvad de har at rutte med, hvis de skal strejke eller bliver lockoutet.
Hvis forhandlingerne om en ny overenskomst og lærernes omstridte arbejdstidsaftale går i hårdknude til foråret og ender med, at dele af lærerne havner i konflikt, får de berørte lærere et beløb per konfliktdag på cirka 1.860 kroner.
Det har hovedbestyrelsen i Danmarks Lærerforening besluttet ifølge Folkeskolen.dk.
Ifølge formanden for Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget i DLF Thomas Andreasen er det vigtigt, at medlemmerne på forhånd ved, hvor stor konfliktstøtten er i tilfælde af en eventuel konflikt.
- Det er helt normalt op til en overenskomstfornyelse, at vi forbereder, at det kan ende med en konflikt. Og at vi træffer beslutninger, så vi er i stand til at fortælle vores medlemmer, hvad der i givet fald kan komme til at ske, siger Thomas Andreasen til Avisen.dk.
Konfliktstøtten afhænger af, om lærerne strejker eller bliver lockoutet.
I tilfælde af en strejke blandt en mindre gruppe medlemmer ydes konfliktstøtte. Støttebeløbet udgør cirka 1.860 kroner per konfliktdag.
I tilfælde af lockout bliver den økonomiske støtte ydet i form af tilbud om lån efter samme model som i 2013, hvor lærerne blev lockoutet. Lånebeløbet bliver 846 kroner per konfliktdag.
Forventer I en konflikt?
- Jeg håber bestemt ikke, at vi havner i en konflikt, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at undgå det. Men vi har set gennem tiden, at det kan være et udfald af en overenskomstforhandling, at det ender med konflikt, og derfor er vi nødt til at være forberedt. Men jeg vil understrege, at vi ikke håber på det, siger han.
Konfliktkassen er fyldt op
Hvor lang tid har I penge på kistebunden til en konflikt?
- Vi er rustet til konflikt af et længere omfang. I sagens natur vil det være uklogt at sige præcist, hvad vi har mulighed for. Men jeg kan berolige med, at vi har fyldt vores konfliktkasse op igen efter begivenhederne i 2013, siger Thomas Andreasen med henvisning til den langvarige lockout af lærerne for snart fem år siden.
Danmarks Lærerforening har igen polstret sin strejke- og konfliktkasse efter lockouten, pointerer han.
- Vi er klar både med en konkret plan og de midler der skal til, men det er ikke noget, vi på nogen måde ønsker eller går efter, men vi er nødt til at forberede både os selv, organisationen og medlemmerne på, at det kan ende der, siger Thomas Andreasen.
Konfliktkontingent på ekstra 500 kroner
Ifølge Folkeskolen.dk har hovedbestyrelsen i DLF også besluttet, at der fra starten af en eventuel konflikt opkræves et konfliktkontingent på 500 kroner om måneden blandt medlemmerne.
Forhandlingerne om nye overenskomster for 745.000 offentligt ansatte, herunder lærerne, begynder for alvor i det nye år. I februar skal der være et resultat, som derefter skal til afstemning.
Overenskomsterne løber til udgangen af marts, og en eventuel konflikt kan først begynde i tirsdag 3. april.