Nu endevendes kontanthjælpsmodtageres fortid: Hvem får halveret ydelsen?
Det er ikke kun flygtninge, som fra 1. juli kommer på den nye integrationsydelse. Alle, der har været for meget i udlandet, vil blive flyttet til den nye lave ydelse.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sat gang i flere ændringer på kontanthjælpsområdet. Bl.a. den nye
integrationsydelse, som også vil ramme nogle danske kontanthjælpsmodtagere.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sat gang i flere ændringer på kontanthjælpsområdet. Bl.a. den nye integrationsydelse, som også vil ramme nogle danske kontanthjælpsmodtagere.

Foto: Sara Gangsted /Arkiv/Scanpix


De danske kommuner har travlt i disse uger.

De er lige nu i færd med at gennemgå 150.000 borgeres fortid.

Det handler om modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

Kommunerne skal finde ud af, hvem af dem, der skal ned på den nye lave integrationsydelse, som træder i kraft 1. juli. Ydelsen er cirka halvt så stor som kontanthjælpen og er ikke kun til flygtninge, der får asyl i Danmark.

Alle kontanthjælpsmodtagere, som ikke har tilbragt syv ud af de seneste otte år i Danmark, vil komme på integrationsydelsen. Det har ingen betydning, om man var på jordomrejse, arbejdede eller tog sig en uddannelse i udlandet. Kun udsendelse i militærtjeneste er undtaget.

I Fredericia er kommunen nu over halvvejs igennem sagerne. 

Kommunen kan notere sig, at det hovedsageligt drejer sig om to grupper, som skal sættes ned i ydelse. Nemlig personer, som først er kommet til Danmark inden for de seneste syv år - det  vil sige især flygtninge. Men også borgere med familie i udlandet.

Det fortæller arbejdsmarkedschef i Fredericia Kommune Dennis Mølgaard Hansen til Avisen.dk.

- Hvis du for eksempel rejser tre måneder til Tyrkiet hvert år, vil du komme over på integrationsydelsen. Det kan udmærket være borgere, som er født i Danmark. Vi kan endnu ikke sige præcist hvor mange, der er flygtninge, siger Dennis Mølgaard Hansen.

Det er dog kun en meget lille del, som har danske navne, fortæller han.

Hver tiende kan blive ramt

Det er en stor opgave for sagsbehandlerne landet over at skulle gennemgå alle sager om kontant- og uddannelseshjælp.

Avisen.dk kunne tidligere på året fortælle, hvordan både Kommunernes Landsforening (KL), Foreningen af Socialchefer og Socialrådgivernes fagforening slog alarm over den enorme arbejdsmængde.

I Fredericia har kommunen købt et nyt digitalt værktøj hos en ekstern leverandør, som kan foretage den første sortering af sagerne via de eksisterende registre. Og det har lettet arbejdsbyrden meget, lyder det fra Dennis Mølgaard Hansen.

- Vi har 141 borgere på vores bruttoliste. Det er dem, som det kunne være relevant for. Dem skal vi så kigge igennem, før vi sender noget ud, siger han.

Flertallet af dem vil komme på den lavere integrationsydelse, lyder vurderingen.

- Vi har nu kontaktet over halvdelen. Vi sender et brev til borgerens e-boks. Der følger en partshøring med, som er borgerens mulighed for at gøre indsigelse mod vores vurdering. Det træder i kraft 1. juli, så det skal jo også til at gå lidt hurtigt, siger arbejdsmarkedschef Dennis Mølgaard Hansen.

I alt er der omkring 1.400 borgere på kontanthjælp eller uddannelseshjælp i Fredericia Kommune.

Massiv arbejdsbyrde

Hverken KL eller Foreningen af Socialchefer har overblik over, hvordan det generelt går med at komme igennem de mange sager.

Man er i gang, men arbejdsmængden er enorm lige nu, fordi der er sket et stort antal ændringer på området på en gang, lyder meldingen fra Helle Linnet, formand for Foreningen af Socialchefer.

Ud over integrationsydelsen skal andre store reformer rulles i gang. Det er den nye 225-timers regel og det nye kontanthjælpsloft, som træder i kraft til efteråret. Der er også nye regler for familiesammenførte, som kan blive sat ned i ydelse, hvis begge i et par er på kontanthjælp, forklarer hun.

- Beregninger af forsørgelser er en massiv administrativ arbejdsbyrde lige nu. Vi samarbejder med KL om at finde nogle it-systemer, der kan understøtte det. Vi skal nok få varslet alle inden 1. juli, siger Helle Linnet, der selv er socialchef i Vordingborg Kommune.

Et forsigtigt bud på, at små ti procent af kontanthjælpsmodtagerne kan blive flyttet til integrationsydelse, lyder realistisk, vurderer hun.

I Odense Kommune kan virksomhedschef Jakob Gudbrand ligeledes fortælle, at man er i gang med sagerne, men endnu ikke han har noget overblik over hvem, der bliver omfattet af den nye integrationsydelse.

Senest til den første juli kan borgerne i Odense forvente at få besked fra kommunen om, at de skal ned på den ca. 5.000 kroner lavere ydelse.

Integrationsydelsen

En enlig uden børn får 5.945 kroner i integrationsydelse mod 10.849 kroner i kontanthjælp.

Et par med børn får 16.638 kroner i integrationsydelse mod 28.832 kroner i kontanthjælp. 

Flygtninge først får ret til børnepenge efter to år.

De første to år vil børnefamilierne derfor være under fattigdomsgrænsen, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Med børnepenge kommer et par med ét barn lige over fattigdomsgrænsen, mens familier med to eller flere børn stadig vil være under fattigdomsgrænsen.

Flygtningene kan dog få et tillæg på 1.500 kroner om måneden, hvis de består danskprøve 2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.