Her bor der flest på kontanthjælp: Se kortet
Kommuner øst for Storebælt med mange indvandrere dominerer listen over kommuner med den største andel af borgere på kontanthjælp.
Andelen af borgere på kontanthjælp er mere end dobbelt så stor hos de ti kommuner med den største andel i forhold til de ti kommuner med den laveste andel.
Andelen af borgere på kontanthjælp er mere end dobbelt så stor hos de ti kommuner med den største andel i forhold til de ti kommuner med den laveste andel. Foto: Scanpix arkiv


Kommuner øst for Storebælt med mange indvandrere dominerer listen over kommuner med den største andel af borgere på kontanthjælp. Det viser de nyeste tal fra Danmark Statistik. Borgmestre på Vestegnen vil have mindre virksomheder til at tage mere ansvar for at få ikke-vestlige indvandrere i arbejde.

Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at andelen af borgere på kontanthjælp er mere end dobbelt så stor hos de ti kommuner med den største andel i forhold til de ti kommuner med den laveste andel.

Det skriver Ugebrevet A4.

Lolland er placeret øverst på listen med en andel på 4,8 procent af dem samlede befolkning. Herefter følger Brøndby med 4,6 procent, mens tredjepladsen indtages af Ishøj med 4,3 procent. På de næste pladser følger Albertslund, København, Slagelse, Odense, Fredericia, Guldborgsund og Vordingborg.

I den anden ende af skalaen har Læsø Kommune den laveste andel på 1,2 procent, mens Rudersdal og Egedal begge har en andel på 1,5 procent.

Ifølge seniorforsker hos Rockwool Fondens Forskningsenhed, Marie Louise Schultz-Nielsen, er en del af forklaringen på den geografiske skævhed på tværs af landet, at der er flere ikke-vestlige indvandrere i mange forstadskommuner vest for hovedstaden. På vestegnen er socialdemokratiske borgmestre enige om, at private virksomheder skal blive bedre til at tage mod ansøgere med ikke-vestlig baggrund.

- Indvandrere bliver ofte afvist, fordi virksomhederne ikke vil have dem. Når de skal vælge mellem danskere og indvandrere, som ikke kan det danske sprog ordentligt, så ved vi godt, hvem de vælger. Det er et af de store problemer, siger Ole Bjørstorp (S), der er borgmester i Ishøj, hvor næsten hver tredje borger er af ikke-vestlig oprindelse.

Underdirektør Steen Nielsen i Dansk Industri afviser kritikken.

- Det skyldes ikke, at folk er indvandrere, men at der blandt indvandrere er en stor gruppe, der er svage. Når der er tale om folk, der ikke er gearet til arbejdsmarkedet, så bliver det svært for virksomhederne at få dem med, siger Steen Nielsen til Ugebrevet A4.

En rapport fra Danmarks Statistik fra 2015 viser, at 22 procent af alle kontanthjælpsmodtagere har ikke-vestlig baggrund, mens de udgør syv procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.