Du kan ikke længere få anerkendt din arbejdsskade, hvis du får en mindre skade, som kan gå over uden behandling, for eksempel en forstuvet ankel. Det gælder også, selvom skaden betyder, at du må arbejde på nedsat tid eller sygemelde dig i længere perioder, skriver Fagbladet 3F.
Arbejdsskadestyrelsen har ændret på, hvordan de tolker loven. Det er sket efter en principafgørelse i Højesteret, hvor en kvindelig lærer, der tidligere har haft ondt i ryggen, tabte en arbejdsskadesag.
Under en gårdvagt, fik hun forværret sine rygsmerter, i forsøget på at undvige et sammenstød med en elev. På trods en af sygemelding og flere måneders arbejde på nedsat tid, blev det ved højesteret afgjort, at hendes skade ikke var en arbejdsskade.
Principafgørelsen danner fremover grundlag for lignende arbejdsskadesager. Hos 3F bliver den nye udfordring at sørge for at Arbejdsskadestyrelsen tolker dommen på en måde, så det ikke kommer til at gå ud over de forkerte:
- Det er en skuffende indsnævring, men når Højesteret har talt, bliver vi nødt til at rette ind, siger Jena Juul Holm, der er leder af juridisk afdeling i 3F
Chefkonsulent i Arbejdsskadestyrelsen, Rikke Nissen oplyser, at de ikke ved, hvad det vil komme til at betyde for antallet af sager de modtager, og at de fortsat har pligt til at kigge på alle sager for at vurdere om, der opstår varige men.