Ngo: Menneskehandelsdirektiv vil gavne handlede kvinder
Det vil være en fordel for handlede kvinder, hvis Danmark forpligtes til efterleve EU-regler, mener Reden.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har torsdag morgen besøgt et hemmeligt center for handlede kvinder, som Reden International driver.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har torsdag morgen besøgt et hemmeligt center for handlede kvinder, som Reden International driver. Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


På et hemmeligt sted i København skjuler Reden International kvinder, der er ofre for menneskehandel. Op til 12 kvinder ad gangen får ly hos krisecentret, der drives af KFUK's sociale arbejde.

Og for de kvinder, der søger ly for kriminelle bagmænd, vil det være en fordel, hvis Danmark kommer med i det direktiv mod menneskehandel, som er et af de emner, der er med i den folkeafstemning, danskerne skal til den 3. december.

Danmark har ganske vist allerede gennemført direktivet, der blandt andet kræver en minimumsstraf på 10 års fængsel til en person, der tvinger en kvinde ind i prostitution.

Men alligevel vil det gøre en forskel, hvis danskerne stemmer ja, vurderer generalsekretær Helle Jarlsmose fra KFUK's sociale arbejde.

- Meget af det, Danmark gør, er i flugt med menneskehandelsdirektivet, selvom vi ikke har tiltrådt det. Vi har for eksempel hævet strafferammen som anbefalet.

- Men hvis det bliver et ja, vil regeringen blive forpligtet til den indsats, og det er den jo ikke i dag, forklarer hun.

Vælger Danmark at gå med i menneskehandelsdirektivet, er der visse minimumsregler, Danmark skal leve op til. Men Danmark kan godt vælge at kriminalisere menneskehandel i videre omfang, end direktivet kræver, og Danmark kan også godt have højere straffe.

Reden International vil dog ikke direkte anbefale danskerne at stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med den tilvalgsordning, som ja-partierne ønsker, da organisationen ikke har sat sig ind i alle de andre aspekter af afstemningen.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V), der torsdag morgen besøgte Redens hemmelige krisecenter, tøver derimod ikke med at anbefale et ja - også for de handlede kvinders skyld.

- Man kan stadigvæk godt være mod menneskehandel, hvis man stemmer nej, men hvis vi stemmer nej, kan vi ikke være med til at præge den udvikling, der er i bekæmpelsen af menneskehandel. Så er vi så at sige overladt til at håbe på, at de andre vælger rigtigt, siger udenrigsministeren.

I perioden 2007-2014 er 4178 personer identificeret som ofre for menneskehandel i Danmark.

Reden International fortæller om eksempler på kvinder, der er blevet solgt af deres egne familier til prostitution, og der er eksempler på handlede kvinder, hvis familier er blevet slået ihjel, hvis kvinden har vidnet mod bagmændene. Derudover kan Reden International konstatere, at også mænd handles til tvangsarbejde.

Som eksempel på, at det europæiske politisamarbejde har hjulpet en handlet kvinde, nævner Helle Jarlsmose en sag, hvor en rumænsk kvinde, der var handlet til prostitution i Danmark, blev hjulpet til at finde sin dreng i hjemlandet, hvor han var i kløerne på bagmændene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.