Når kontanthjælpsloftet rammer: Katrine hjælper venner og familie
Katrine Kjeldsen giver en økonomisk håndsrækning til venner og bekendte, der rammes af kontanthjælpsloftet.
- Jeg har svært ved at bære de konsekvenser, det har, når folk jeg kender og holder af, ikke har penge nok, siger Katrine Kjeldsen.
- Jeg har svært ved at bære de konsekvenser, det har, når folk jeg kender og holder af, ikke har penge nok, siger Katrine Kjeldsen. Foto: Privat


Katrine Kjeldsen står klar til at spæde til husholdningen, når det kniber med pengene hos venner og bekendte, der rammes af kontanthjælpsloftet.

Det fortæller hun i dag til DR P4 Østjylland.

- For min mand og jeg er det en relativ lille ting. Der går ikke skår af os. Det er noget, som vi godt kan undvære i vores hverdag. Men jeg ved, at lige præcis den hjælp gør en kæmpe stor forskel i den anden ende. Det er forskellen på, om man får mad på bordet, eller kan betale sine regninger, siger hun til Avisen.dk.

Hun kender til mange, der bliver ramt af det nye kontanthjælpsloft, men p.t. hjælper hun en veninde, som bliver ramt af loftet samt et familiemedlem, der lever af en lille folkepension.

- Jeg har svært ved at bære de konsekvenser, det har, når folk, jeg kender og holder af, ikke har penge nok. Så længe, at jeg står i en situation, hvor jeg med et lille beløb kan gøre en forskel i den anden ende, så giver det mening for mig, siger Katrine Kjeldsen, der understreger, at det ikke altid er lige nemt for modtagerne at tage imod hjælpen.

- Det er forbundet med skam at tage imod, siger hun.

Tror på karma

Katrine Kjeldsen arbejder som agil coach og betaler selv topskat.

- Jeg har slet ikke noget imod at betale skat. Den topskattelettelse, som jeg ville få gavn af, den synes jeg ville komme andre meget mere til gode, siger hun.

Hun understreger dog, at det ikke er et politisk ærinde, hun er ude i.

- Det er ikke en politisk manifestation. Det er bare svært at bære. Og for mig er det bare så meningsgivende, når jeg har mere, end jeg skal bruge, siger hun.

Katrine Kjeldsen tror samtidig, at det i sidste ende går op i det store karma-regnskab.

- Vi har også stået i en situation, hvor vi fik hjælp, da vi var rigtig økonomisk trængt, da der var finanskrise. Der fik vi hjælp for at vi kunne få mad på bordet, siger hun.

Og hun er sikker på, at skulle det ske igen, ville andre igen stille op.

- Jeg er helt sikker på, at andre ville gøre det samme for mig, siger Katrine Kjeldsen til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.