De skal bare tage sig sammen.
Sådan lyder det ofte i debatten om arbejdsløse - især dem, der har gået ledig længe.
Men nu viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at andelen af langtidsledige, der kommer i arbejde, især afgøres af én ting: Antallet af ledige job.
- Nogle gange bliver det udlagt som om, at det bare er fordi folk er dovne og skal tage sig sammen. Den her undersøgelse viser, at det for de fleste ikke handler om, at de ikke vil. Det er bare svært for dem at få en fod inden for arbejdsmarkedet i de perioder, hvor konkurrencen om jobbene er hård, siger Mie Dalskov Pihl til Avisen.dk.
Når konkurrencen er hård, taber den langtidsledige
Hun er chefanalytiker ved AE-rådet og står bag undersøgelsen, som blandt andet viser, at næsten hver anden langtidsledig kom i arbejde i løbet af et år under højkonjunkturen i 2007.
Da krisen var på sit højeste i 2008-2009, var det derimod kun knap tre ud af ti langtidsledige, der i løbet af et år fandt et job.
Det understreger, at det ikke er den lediges motivation, der er afgørende - men simpelthen om der er job at få, siger Mie Dalskov Pihl.
- Der kommer hele tiden jobåbninger. Folk skifter fra det ene job til det andet. Men i krisetider må langtidsledige konkurrere med mange flere om de job, der er. Og som langtidsledig må man virkelig kæmpe for at få sig kørt i stilling som den bedste til jobbet, forklarer hun.
Fit for fight?
Når arbejdsgiveren har mange kandidater at vælge imellem, bliver de langtidsledige tit sorteret fra.
- De har jo nogle ulemper i forhold til dem, der kommer direkte fra et andet job og er oppe i gear og fit for fight. Og så sender det også bare et signal, hvis en ansøger har huller i CV'et, siger hun.
Derudover har langtidsledige inden for bestemte fag, der udvikler sig hurtigt, den ulempe, at deres viden og erfaring hurtig bliver forældet, mens de sidder på udskiftningsbænken, siger Mie Dalsgaard Pihl.
Det gælder for eksempel ingeniører og IT-uddannede.
Man glemmer, hvor svært det er
Undersøgelsen viser også, at kurven knækkede i 2010. Andelen af langtidsledige, der kom i arbejde, var steget til 35 procent i 2012, hvor de nyest tilgængelige tal er fra.
Det viser, at kurven knækkede før den forkortede dagpengeperiode begyndte at få konsekvenser, hvilket understreger, at det er antallet af job og ikke lediges motivation, der er afgørende, understreges det i analysen.
Mia Dalsgaard Pihl håber, det vil give debatten om kontanthjælp og arbejdsløse flere nuancer.
- Debatten har af og til haft karakter af, at de arbejdsløse bare kan gå ud og få et job, hvis de vil. Men det kan de jo ikke bare. I sådan en lang periode med lavkonjunktur er oddsene svære for langtidsledige, og det glemmer man måske, siger hun.