Mistænkt fra terroranslag i Tunis anholdt
Italiens anti-terror politi har anholdt 22-årig tunesere, som er mistænkt for at deltage i turistmassakre.
Tunesiens præsident Beji Caid Essebsi, omfavner Frankrigs præsident Francois Hollande, da verdenslederne mødtes til fælles march efter terrorangrebet mod Bardo-museet.
Tunesiens præsident Beji Caid Essebsi, omfavner Frankrigs præsident Francois Hollande, da verdenslederne mødtes til fælles march efter terrorangrebet mod Bardo-museet. Foto: Emmanuel Dunand/AP


Italiensk politi har anholdt en marokkansk mand, som er mistænkt for at have deltaget i angrebet på Det Nationale Bardo Museum i Tunis, hvor 21 turister blev dræbt i marts.

- En marokkansk statsborger, der er eftersøgt internationalt, blev anholdt i aftes i en by i Milano-området. De tunesiske myndigheder mistænker ham for at have deltaget i Bardo-angrebet, siger en talsmand for det italienske politi.

Det var det italienske anti-terror politi, Digos, som foretog anholdelsen.

Ifølge italienske medier er den anholdte 22 år, og han opholdt sig i byen Gaggiano i det nordlige Italien - omkring 13 kilometer fra landets økonomiske hovedstad.

De 21 turister blev dræbt, da tre bevæbnede mænd uden varsel åbnede ild på museet i det værste angreb i landet i mere end et årti.

- Der var helt bestemt tre. De er blevet identificeret og filmet på overvågningsvideoer, oplyste myndighederne i marts.

Der er offentliggjort en video, der viser, at to gerningsmænd kortvarigt møder en tredje person inde i museet, inden de bevæger sig i hver sin retning. To af gerningsmændene blev kort efter dræbt, mens den tredje undslap, da politi og sikkerhedsstyrker stormede museet.

Turisme udgør en markant del af indtægterne for Tunesien.

Islamisk Stat har taget skylden for Tunis-angrebet, der var det blodigste i landet siden 2002.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.