Alle kommuner skal afregne deres sager om kærestepenge ved kasse ét overfor beskæftigelelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).
Kommunerne har fået brev med spørgsmål om antallet af sager med fejl. De skal også svare på, om de har fastholdt eller ændret deres afgørelser i fejlsagerne, eller sendt dem til behandling i Ankestyrelsen.
- Borgere skal opleve, at den lovgivning, der bliver vedtaget, også bliver fulgt. Derfor vil jeg gerne sige, at jeg synes ikke, at man skal tage lemfældigt på det, hvis det er sådan, at borgere ikke har fået det vi som lovgivere har ment, at de var deres krav på. Derfor fortjener det en ordentlig håndtering, sagde Henrik Dam Kristensen på dagens åbne samråd om sagen.
Beskæftigelsesministeren kom med en skarp kritik af, at så mange kommuner havde brudt forvaltningsloven i deres sagsbehandling.
Det er Folketinget, der har bedt om redegørelsen for omfanget af fejl og oprydningen efter dem.
Der er gennem de seneste måneder er kommet mere og mere frem om skandalesagen om den gensidige forsørgelsespligt for samlevende, hvor det har vist sig, at sagerne er smækfyldt med fejl.
Otte kommuner har allerede tilbagebetalt 19.3 millioner kroner til arbejdsløse på kontanthjælp.
- Når vi får den redegørelse, mener jeg, at sagen er belyst, og jeg vil tage det tage det meget alvorlig. Er der brug for, at der skal tages aktion, så vil jeg som minister gøre det, sagde Henrik Dam Kristensen.
Vil ikke tvinge kommunen til at tjekke alle sager
Det åbne samråd om fejlsagerne om gensidig forsørgelsespligt var indkaldt af socialordfører Finn Sørensen fra Enhedslisten.
På mødet afviste ministeren flere gange Enhedslisten krav om at pålægge de enkelte kommuner at gennemgå alle deres sager for at sikre sig, at der ikke er sket fejl.
- Hvis man kigger på et brev, der er sendt rundt nu, så tror jeg, det vil være klogt af kommunerne at være omhyggelige i deres sagsbehandling, siger Henrik Dam Kristensen.
Efter blandt andet Avisen.dk har afdækket det store omfang af fejl i sagsbehandlingen er der stor forskel på, hvad kommunerne har gjort for at rydde op.
Nogle kommuner har tilbagebetalt millioner til kærestepar som følge af fejlene. I andre kommuner vil man ikke engang gennemgå sagerne. I Aarhus har man besluttet kun at behandle sager, hvor borgerne klager, efter at have lavet en stikprøve i 1,5 procent af sagerne.
Men beskæftigelsesministeren ville ikke formelt blande sig i den enkeltes kommunes valg. Men lagde alligevel vægt på, at der ikke bliver truffet en samlet afgørelse for alle sager.
- Jeg tror, at det er fuldstændig afgørende, at det retsprincip om, at det skal være en individuel sagsbehandling og afgørelse, er bærende i de koher sager, sagde ministeren.