Minister hylder pædagoger med ny pris: De udfører et meget vigtigt arbejde
Pædagoger får ikke anerkendelse nok for det store arbejde, de dagligt leverer, mener Børne- og undervisningsministeren. Det vil hun nu lave om på.
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at pædagogisk personale bør få ros for det arbejde, de leverer.
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at pædagogisk personale bør få ros for det arbejde, de leverer. Foto: Scanpix


Danmarks bedste børnehave, vuggestue eller dagpleje. Den titel vil landets institutioner fremover have mulighed for at tilegne sig.

Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil nemlig i fællesskab med pædagogernes fagforening BUPL og fagforeningen FOA begynde at udpege 'Årets dagtilbud'.

Det skriver Berlingske.

Minister vil hylde pædagoger

Formålet er, at pædagogernes arbejde skal værdsættes i langt højre grad, end det er tilfældet i dag, mener ministeren.

- Mange undervurderer, hvor dygtige vores pædagoger er, og jeg håber, at prisen vil sætte fokus på betydningen af den leg, læring og udvikling, som finder sted i vores dagtilbud. Det pædagogiske personale udfører et meget vigtigt arbejde, men der har hidtil været en tendens til, at vi har fokuseret mest på skole og uddannelse, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

I dag onsdag præsenterer hun prisen på et stort debatmøde i Sorø om børn og unge.

Går i luften fra slutningen af året

Prisen som 'Årets Dagtilbud' vil blive uddelt sidst på året.

Men allerede fra efteråret kan forældre, ledere, kommunale chefer og kolleger fra andre dagtilbud nominere kandidater til prisen.

BUPL's formand, Elisa Bergmann, er begejstret.

- Prisen er en rigtig god idé, fordi den sætter fokus på et vigtigt velfærdsområde, som nemt bliver glemt. Vi repræsenterer en masse pædagoger, der hver dag gør alt, hvad de kan for at sikre alle børn den bedste omsorg og udvikling. Det, synes vi, skal hyldes. Det er vigtigt, at man i højere grad får øjnene op for den store forskel, vi gør for børn hver eneste dag, siger hun til avisen.

Ny viden på vej

Et andet nyt tiltag på dagsinstitutionsområdet er, at det til efteråret bliver muligt at sammenligne normeringerne i alle landets daginstitutioner.

Elisa Bergmann siger til Berlingske, at BUPL længe har efterspurgt sammenlignelige normeringstal.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.