Miljøforkæmpere: Landbrug kan nemt udlede mindre ammoniak
Organisationer raser over, at miljø- og landbrugsministeren vil tale for mindre reduktion af ammoniakudslip.


Det er helt uforståeligt, at den nye miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), mandag er taget til Bruxelles for at overbevise miljøkommissæren om, at Danmark ikke skal reducere udledningen af ammoniak så meget som tidligere lovet.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd, som henviser til en rapport, som viser, at Danmark godt kan nå reduktionsmålet på 24 procent i 2020.

- Det er et dårligt signal til de danske virksomheder, som lever af at sende miljøteknologi til andre lande, siger seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Thyge Nygaard.

- Men det sender et endnu ringere signal til den danske befolkning, når man åbenlyst kæmper mod at skulle reducere et af landets mest helbredsskadelige og dyreste miljøproblemer: Ammoniak fra landbrugets gylle, siger han i en pressemeddelelse.

I gennemsnit skal EU-landene reducere ammoniakudslippet med seks procent frem mod 2020.

Mens Landbrug & Fødevarer mener, at det høje danske mål vil skade konkurrencen for danske landbrug samtidig med, at det ikke nytter noget at lade Danmark stå alene med et højt reduktionsmål, er opfattelsen hos Det Økologiske Råd den modsatte.

- Vi forholder os alene til den rapport, der ligger fra Fødevareøkonomisk Institut, som siger, at vi kan komme i mål næsten uden at gøre en ekstra indsats, siger Kåre Press-Kristensen, seniorforsker ved Det Økologiske Råd.

Derudover mener han ikke, at danske landbrug skal forsøge at konkurrere på pris, da det alligevel ikke giver mening i forhold til de høje danske lønninger. I stedet skal danske landbrug konkurrere på kvalitet.

- Jeg bryder mig ikke om at se en dansk minister straks valfarte til Bruxelles efter sin indsættelse for at tale den danske forpligtelse til at reducere luftforureningen ned. Det er ikke en fortælling, der er med til at sælge danske landbrugsprodukter, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.