Mette F. vil ikke love at droppe integrationsydelse
S-formand Mette Frederiksen vil ikke love, at hun ruller integrationsydelsen tilbage, hvis magten genvindes
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen.
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen. Foto: CHRISTENSEN KLAVS BO/Polfoto


Selvom Socialdemokraterne fortsat er imod indførelsen af den særligt lave integrationsydelse til ledige, der ikke har været i Danmark i syv af de seneste otte år, så vil partiformand Mette Frederiksen ikke love, at partiet følgelig vil afskaffe ydelsen igen, hvis partiet genvinder magten.

Før valget tordnede Socialdemokraterne ellers mod de særligt lave ydelser på SU-niveau, som partiet som del i den forrige regering var med til at afskaffe som noget af det første efter magtovertagelsen tilbage i 2011.

Men i sidste uge erklærede partiet sig så alligevel villig til at diskutere integrationsydelsen med regeringen og resten af partierne i den blå blok.

Det var dog på betingelse af, at man spædede ydelsen op med særlige rettigheder til børn, eksempelvis ret til betalte fritidsaktiviteter og varmt tøj.

Forslaget blev dog afvist i døren af integrationsminister Inger Støjberg (V), der nu skal lægge sidste hånd på en pakke med udlændingestramninger sammen med regeringens støttepartier.

- Vi er imod en integrationsydelse som den, der er foreslået af regeringen. Vi kan samtidig konstatere, at der er et blåt flertal for at indføre den, og når der er det, så forsøger vi at gøre tingene bedre end det, der er foreslået, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Vil I rulle integrationsydelsen tilbage, hvis I vinder næste valg?

- Det gælder på det her spørgsmål som på alle andre, at den dag, hvor vi må blive betroet regeringsansvaret igen, der overtager vi så at sige Danmark derfra, hvor vi står, og der vil vi lægge vores prioriteringer frem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.