Medie: Mand anholdt for voldtægt af dansker i Thailand
En mand er anholdt, efter at en dansk kvinde i sidste uge blev voldtaget efter et besøg i et naturområde.


En 29-årig thailandsk mand er blevet anholdt, mistænkt for at have voldtaget en dansk kvinde i sidste uge.

Det skriver mediet Pattaya One ifølge Ekstra Bladet.

Forbrydelsen skal være sket lørdag aften, da kvinden var taget alene ud til et naturområde i Sattahip-distriktet.

Hun gik tilbage til fods mod Pattaya, og her blev hun tilsyneladende samlet op af en mand på motorcykel. Manden gav sig ud for at være taxachauffør, men voldtog og berøvede kvinden.

Den 29-årige mand nægter sig skyldig. Politiet er i øjeblikket ved at undersøge dna-materiale fra gerningsstedet.

Via lokale medier havde politiet udsendt en efterlysning af gerningsmanden, som der desuden er blevet vist en tegning af på thailandsk tv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.