En utilfreds mand, der i protest kravlede cirka 20 meter op i en mast ved Dybbølsbro i København, er nede på jorden igen.
Det oplyser vagthavende ved Københavns Politi, Lars Vestervig. Manden var ved 8.30-tiden kravlet op i masten, hvor han havde spændt sig selv fast. Det var en slags protest, fortæller politiet.
- Han var ikke tilfreds med udfaldet af en erstatningssag af en art. Mere ønsker jeg ikke at oplyse, siger Lars Vestervig.
Mastemanden havde til sin aktion medbragt klatreudstyr og et stykke papir, han viste frem , da han hængte oppe i masten. Desværre var det, han havde skrevet, for småt til, at man kunne læse noget.