En af dansk kvindebevægelses pionerer, Maria Marcus, er død i en alder af 90 år.
Det oplyser familien til Politiken.
Den tyskfødte forfatter, foredragsholder og psykoterapeut deltog ofte i samfundsdebatten. Hun har også flere bøger på cv'et. En af dem, 'Den frygtelige sandhed - en brugsbog om kvinder og masokisme', er ifølge Politiken oversat til syv sprog og blev sidste år genudgivet for fjerde gang.
Maria Marcus blev mag.art. i litteratur fra Københavns Universitet i 1953. Hun har i sin karriere blandt andet været ansat på Danmarks Radio i DR TV's kulturafdeling, ligesom hun også har været kunstanmelder på flere danske dagblade. Hun uddannede sig efterfølgende til psykoterapeut og åbnede sin egen praksis.