To gange i sit liv har kronprinsesse Mary følt sig ensom.
Første gang var, da hun som 25-årig mistede sin mor, som døde efter komplikationer fra en hjerteoperation.
Og anden gang var, da hun i 2002 lagde hovedstaden Hobart i ø-staten Tasmanien bag sig, og fulgte sit hjerte for at blive gift med kronprins Frederik.
Ikke fordi ægteskabet med kronprinsen ville gøre hende ensom, men fordi det var en stor forandring, at flytte til et helt nyt land med en ny kultur og et nyt sprog - langt fra familie og venner.
Hun mener, at ensomhed er et stort og overset problem, som man først de seneste par år er blevet opmærksom på kan skade helbredet.
- Hvis vi ikke taler om ensomheden, så er der risiko for, at den forværres. Det er vigtigt, at vi taler om ensomheden og sætter fokus på ensomheden - for at bryde tabuet og for at støtte de mange mennesker, der oplever den langvarige og skadelige ensomhed, siger den nu 44-årige danske kronprinsesse til Ekstra Bladet.
270.000 danskere over 16 år føler sig ensomme, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Kronprinsessen mener, at de ensommes omgivelser skal være aktive og hjælpe folk ud af ensomheden.
- Der er ingen lette løsninger, men vi kan alle gøre lidt for at mindske ensomheden ved at møde mennesker med åbenhed og positive forventninger og ved at vise interesse for dem, der måske ikke lige minder om os selv, siger kronprinsesse Mary til Ekstra Bladet.
En af verdens førende forskere i ensomhed, amerikaneren John T. Cacioppo siger, at det også kan være så simpelt, som bare at være i kontakt med andre mennesker, at tilbringe tid sammen med andre. Ensomhed er altså ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt man er alene eller ej.
Ensomhed handler om at være ufrivilligt alene, at føle sig afsondret fysisk eller psykisk, siger John Cacioppo ifølge Ekstra Bladet.