Luiz Felipe Scolari forlader Gremio for tredje gang
Den brasilianske fodboldtræner har endnu en gang sagt farvel til Gremio efter en dårlig sæsonstart.


Luiz Felipe Scolari er færdig i den brasilianske fodboldklub Gremio.

Fodboldtræneren har for tredje gang forladt klubben, hvor han også var træner i 1980'erne og 1990'erne.

- Luiz Felipe er ikke Gremios træner længere, siger klubbens præsident, Romildo Bolzan, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gremio har fået en dårlig begyndelse på den brasilianske turnering med kun et point efter to kampe.

- Han sagde op i morges. Han mener, at hans muligheder for at skabe fremgang for klubben er udtømte, siger præsidenten.

Luiz Felipe Scolari er i fodboldverdenen nok mest kendt for at have ført Brasilien til VM-titlen i 2002.

To år senere stod han i spidsen for Portugals landshold, som blev nummer to ved EM på hjemmebane.

Sidste år stod Luiz Felipe Scolari så atter i spidsen for Brasilien, der floppede fælt med en fjerdeplads ved VM på hjemmebane.

Det skete blandt andet efter et 1-7-nederlag til Tyskland i semifinalen, og derefter tabte Brasilien 0-3 til Holland i kampen om bronze.

Tilbage i 1995 førte han Gremio til sejr i Copa Libertadores, Sydamerikas svar på den europæiske Champions League-turnering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.