Lucas Andersen tror på debut: Vil vise mit Ajax-spil
20-årige Lucas Andersen er klar til at træde ind på landsholdet med sit udfordrende spil fra klubholdet.


Ajax Amsterdam-kometen Lucas Andersen kan tirsdag aften få sin landsholdsdebut, når Danmark møder Rumænien i årets sidste landskamp.

Den 20-årige offensivspiller blev efterudtaget ovenpå fredagens 3-1-sejr over i Serbien. Selv om han kun har trænet få gange med landsholdet, føler han sig klar.

- Jeg er spændt. Landsholdet har været en kæmpedrøm for mig i lang tid.

- Jeg føler, at jeg har været på et godt niveau over en længere periode, og at jeg har gjort mig fortjent til at være med. Nu håber jeg at tage det sidste step og få debut, siger Lucas Andersen.

Den unge nordjyde, der for to år siden skiftede fra AaB til Ajax, fik allerede under sin første landsholdstræning masser af ros fra landstræner Morten Olsen.

Lucas Andersen er også meget godt tilfreds med den måde, han har fået vist sig frem på.

- Det er gået fint. I den første træning er der altid lidt, man skal have styr på i forhold til øvelser og at lære de andre lidt bedre at kende.

- Mandag havde jeg en sindssygt god træning, så jeg føler mig godt rustet til en debut.

De første små to år havde Lucas Andersen svært ved at få sit gennembrud i Ajax, men det er efter en del ventetid endelig kommet dette efterår.

Ajax-træner Frank de Boer tør nu bruge danskeren hver gang, og det har givet Lucas Andersen ro og selvtillid til at være udfordrende i sit spil hver gang. Det vil han videreføre til landsholdet.

- Jeg tror, at de gerne vil se det spil, jeg har vist i Ajax, og det vil jeg også. Så jeg ser ingen grund til, at jeg ikke skulle være i stand til det, siger han.

På A-landsholdet har man hele tiden været klar over Lucas Andersens potentiale, men man har også været kritisk over, at det i lang tid ikke kom til udtryk i Ajax. Han skulle være mere udfordrende og afgørende.

- De vil gerne se den rigtige mig, og det tager tid i starten. Dengang følte jeg, at jeg skulle præstere hver gang for at blive på holdet. Jeg tænkte, at spiller jeg en dårlig kamp, så ryger jeg ud.

- Nu har min træner vist mig tillid, og jeg har fundet ro. Det gør, at jeg har en base og har hævet mit bundniveau og kan vise mig selv frem på en helt anden måde, siger Lucas Andersen.

Tirsdagens venskabskamp i Bukarest mod Rumænien spilles klokken 19.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.