Løkke opgiver nulvækst: Den offentlige sektor vokser
Løkke erkender, at hans smalle V-regering må opgive Venstres mål om nulvækst i den offentlige sektor.
Lars Løkke Rasmussen må droppe ønsket om nulvækst i det offentlige,
Lars Løkke Rasmussen må droppe ønsket om nulvækst i det offentlige, Scanpix


Selvom Danmark igen har fået en Venstre-mand på posten som statsminister, så vil den offentlige sektor formentlig fortsætte med at vokse.

I hvert fald vil det offentlige forbrug stige, når det gælder kernevelfærden. Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen ved præsentationen af V-regeringens regeringsgrundlag "Sammen for fremtiden".

- Det offentlige forbrug kommer til at vokse under denne regering. Det vil det, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han begrunder beslutningen med, at danskerne ved valget har stemt i stort tal på partier, som ønsker en større offentlige sektor og mere velfærd.

I blå blok er det særligt Dansk Folkeparti, der har trukket stemmer, og partiet er nu større end Venstre.

Det vil få betydning for regeringens politik:

- Det offentlige forbrug kommer til at vokse på nogle prioriterede områder - ældre, sundhed og tryghed. Det afgørende for regeringen er, at den styrbare offentlige sektor holdes i ro. Det kan lade sig gøre, hvis man har modet til at prioritere, siger Løkke.

Han henviser til, at regeringen blandt andet vil skære i udviklingsbistanden for at frigøre penge til sundhedssektoren.

Samtidig lægger regeringsgrundlaget op til, at hele den offentlige sektor skal effektiviseres, så der bliver frigjort penge til "prioriterede indsatser".

- Derfor vil regeringen tage initiativ til at indarbejde et omprioriteringsbidrag i det kommunale udgiftsloft på én procent om året fra 2016, og at alle større statslige driftsområder omfattes af et årligt omprioriteringsbidrag på to procent fra 2016, hedder det i regeringsgrundlaget.

Lars Løkke Rasmussen undlader dog at svare på, hvor høj væksten i det offentlige forbrug vil være.

Mens Venstre er gået til valg på nulvækst, gik den tidligere SR-regering til valg på en vækst på 0,6 procent, mens Dansk Folkeparti ønsker 0,8 procent.

I stedet opdeler Løkke den offentlige sektor i områder, der godt må vokse, og områder, der helst skal spares på:

- Det offentlige forbrug er kun en del af de offentlige udgifter, og det er faktisk den del af de offentlige udgifter, jeg elsker allermest. Det er der, hvor vi ansætter læger og sygeplejersker, skolelærere og sosu-assistenter.

- Så er der alle de andre offentlige udgifter, som blandt andet er udbetaling af overførselsindkomster til dem, der er uden for arbejdsmarkedet. Det kan være nødvendigt.

- Men jeg vil langt hellere have en kontanthjælpsmodtager i arbejde, så vi alle sammen sparer 175.000 kroner om året, end jeg vil gå ind og skære ned i vores folkeskole, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.