Løkke: Nu ser Europa mere realistisk på flygtninge
I flere EU-lande har der ikke være samme realisme og ærlighed i flygtningedebat som i Danmark, mener Løkke.


Danmark har flere gange været genstand for kritik fra andre europæiske lande for stramninger i udlændingepolitikken og tonen i udlændingedebatten. Men i lyset af asylkrisen, som har ramt mange EU-lande, er der kommet en helt ny realisme i flygtningedebatten i andre EU-lande.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som torsdag rejser til Bruxelles med en plan om, at Danmark frivilligt skal tage imod 1000 asylansøgere og sætte 750 millioner kroner af til hjælp i nærområder og modtagecentre i grænseområderne.

- Vi har et ansvar for, at Danmark hænger sammen kulturelt og økonomisk. Derfor kan hverken vi eller Europa åbne vores grænser for alle og enhver. Det kan vi ikke håndtere økonomisk. Det kan vi ikke håndtere kulturelt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed lægger han op til, at Danmark fortsat selv skal bestemme over udlændingepolitikken i Danmark. Og at Danmark ikke bliver del af en fælles kvotefordeling af flygtninge i EU.

- Alternativet er ubærligt. Mangelfuld integration udfordrer selve sammenhængskraften i vores samfund, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge den danske statsminister er der også i andre EU-lande ved at brede sig en ny erkendelse af, hvor stor en udfordring Europa egentlig står overfor.

- Det er åbenlyst, at Europa er udfordret. Danmark er udfordret. Midt i det hele, der glæder jeg mig over, at den realisme, der har været i den danske udlændingedebat i en årrække nu, også er ved at indfinde sig i Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der tales nu åbent om, at der er forskel på flygtninge med et beskyttelsesbehov og økonomiske migranter, der sætter sig i bevægelse for at udleve drømmen om et bedre liv. Det første skal vi tage et ansvar for. Det andet er vi nødt til at finde andre løsninger på.

Lars Løkke Rasmussen siger samtidig, at den hidtidige debat anført af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om kvoter og fordeling af flygtninge er for ensidig, hvis man vil løse asylkrisen.

- Det er helt klar utilstrækkeligt at tale om fordeling, hvis vi ikke taler om, hvordan vi får presset på EU-grænser til at tage af, siger Lars Løkke Rasmussen.

I forhold til at dæmpe tilstrømningen til EU lægger regeringen op til at oprette modtagecentre ved EU's ydre grænser, så flygtninge kan blive registreret der.

På længere sigt vil regeringen arbejde for fred i krigshærgede lande og bekæmpe fattigdom for at motivere folk til at blive i deres egne lande frem for at søge mod EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.