Lykke Friis: Vi er ikke karakterfetichister på KU
Karaktermur skal minde de studerende om, at det er krævende at gå på universitetet, siger prorektor.
Københavns Universitets ønske om højere krav ved indgangsdøren er en del af en fempunktsplan for universitetet fra 2014 for at løfte uddannelseskvaliteten.
Københavns Universitets ønske om højere krav ved indgangsdøren er en del af en fempunktsplan for universitetet fra 2014 for at løfte uddannelseskvaliteten. Foto: Anders Birch/Free


De studerende skal vide, at det er krævende at gå på universitetet.

Men selv om Københavns Universitet ønsker at indføre et adgangskrav på seks for de fleste af de uddannelser, hvor man optages via sit karaktersnit, så mener universitetet ikke, at man er blevet elitær.

- Vi er ikke blevet karakterfetichister, siger prorektor Lykke Friis fra Københavns Universitet.

Hun påpeger, at universitetet netop har ventet med at indføre karakterkravet, til et lovforslag kan sikre, at universitetet kan bibeholde det såkaldte "kvote 2-optag", hvor elever med knap så prangende karaktersnit kan søge ind med en motiveret ansøgning.

Som det er nu, dikterer loven, at universitetet skal indføre samme adgangskrav på både kvote 1 og kvote 2-optaget, hvis de ønsker et adgangskrav.

- Men vi sagde også, at det ville vi kun indføre, hvis Folketinget ændrede loven, så man kan have nogle andre krav på kvote 2, siger Lykke Friis.

Ønsket om højere krav ved indgangsdøren er en del af en fempunktsplan for universitetet fra 2014 for at løfte uddannelseskvaliteten.

En plan, der skal sikre, at de studerende får et bedre undervisningsmiljø, men også selv bringer kvalitet til universitetet.

- Vil vil gerne sende det klare signal, at det skal være krævende at gå på universitetet. Vi konkurrerer i stigende grad med lande, der også stiller krav. Det skal vi også gøre.

Ifølge Lykke Friis viser analyser, at der er en sammenhæng mellem de elever, der dropper ud, og dem, der har et snit på under seks. Og derfor er det netop blevet seks, som er karaktermuren.

- Det er simpelthen et forsøg på at sige, "hvordan undgår vi frafald", og samtidig sige til de studerende "uanset hvad I vælger, så er der tale om et krævende studie".

Lykke Friis nævner også, at man i fremtiden vil være åben over for at se på "fagspecifikke karakterkrav", ligesom man ønsker at være åben over for at se på kvote 2-optaget.

- Så det kan da godt være, at hvis det viser sig, at det var mere relevant med noget andet, så må vi kigge på det. Der er ikke en "one size fits all", lyder det.

Det ventes, at regeringen og et flertal i Folketinget i slutningen af februar stemmer lovforslaget, der gør det muligt for universiteterne at indføre minimums­karakterkrav på bacheloruddannelser på kvote 1, uden at de samtidig skal stille samme krav på kvote 2, igennem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.