Løkke afslører: Så meget alkohol drak vi
Lars Løkke Rasmussen lægger bilag frem på Facebook, der ifølge ham viser, hvor meget alkohol der blev indtaget i Statsministeriet, mens han var statsminister.
Lars Løkke lægger på Facebook bilag frem fra sin tid i Statsministeriet.
Lars Løkke lægger på Facebook bilag frem fra sin tid i Statsministeriet. Foto: Scanpix


Nu kan alle nysgerrige tjekke op på, hvor meget der blev drukket i Statsministeriet, mens Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

Det er Venstre-bossen selv, der lægger oplysningerne frem. Det gør han her til aften, onsdag, på sin Facebook-side.

Det er ikke helt på eget initiativ, at Løkke fremlægger det, der angiveligt kortlægger alkoholforbruget i Statsministeriet. Venstre-bossen skriver nemlig i en update, at hans "gode venner" på Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i, hvor meget alkohol der er drukket i Statsministeriet i hans tid som statsminister.

Champagne og boller

"Spændende, hvordan det kan se ud på Ekstra Bladets forside," skriver Løkke, der kommer avisforsiden i forkøbet ved at fremlægge bilag, der viser regninger, bestillinger og ordrebekræftelser på mad og våde varer, som er blevet bestilt og indtaget i Statsministeriet, mens han sad ved roret.

Om bilagene viser ALT, vides ikke. Men de viser både stort og småt - fra antallet af champagneflasker, der blev bestilt ved forskellige lejligheder - til mængden af boller både med og uden ost, der blev leveret til et tidligt møde.

Lars Løkke Rasmussen nøjes ikke med at offentliggøre bilag. Han har også regnet lidt på det:

25 flasker vin

"Ved to nytårskure for personalet, hvor der i alt deltog 145 mennesker, er der serveret 17 flasker champagne (0,7 genstand pr. pers.). Derudover er der serveret fire flasker champagne i forbindelse med de to ministerrokader i 2010 og 2011," skriver han på Facebook.

Og han fortsætter med et vin-regnestykke:

"Ni gange i 2010 og fire gange i 2011 har jeg sammen med personalet fået vin til aftensmaden i forbindelse med møder, forberedelse af politiske udspil, store debatter i folketingssalen og TV-debatter. Ved de 13 måltider deltog i alt 108 mennesker, som har fået serveret 25 flasker vin (1,4 genstand pr. pers.)."

"Nå ja, for fuldstændighedens skyld: De 11 dygtige mennesker i ministersekretariatet fik aftensmad og tre flasker rødvin på valgaftenen i 2011, hvor jeg dog ikke selv var til stede i ministeriet. Og så blev der serveret otte flasker champagne til overdragelsesforretningen, hvor jeg gav Statsministeriet videre til Helle Thorning-Schmidt. Tror vi fik et glas hver."

Også i begyndelsen af marts i år beskæftigede Ekstra Bladet sig med Løkkes våde vaner, da avisen skrev om, hvor meget alkohol der angiveligt var indtaget på officielle tjenesterejser med Forsvarets Challenger-fly

Også den gang svarede Løkke igen på Facebook.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.