Lidegaard: Anholdelse ændrer næppe trusselsbillede
Selvom tre IS-sympatisører er anholdt for skud mod dansker er trusselsbilledet uændret, mener udenrigsminister
Udenrigsminiser Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at politiet i Saudi-Arabien har kunnet foretage anholdelse i sagen, hvor en dansk Arla-ansat blev ramt i skulderen af skud, mens han var på vej hjem fra arbejde i bil.
Udenrigsminiser Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at politiet i Saudi-Arabien har kunnet foretage anholdelse i sagen, hvor en dansk Arla-ansat blev ramt i skulderen af skud, mens han var på vej hjem fra arbejde i bil. Foto: PETER KLINDT/POLFOTO


Det ændrer formentlig ikke på vurderingen af udstationerede danskeres sikkerhed i Mellemøsten, at der torsdag er blevet anholdt tre IS-sympatisører for et skudangreb mod en dansk Arla-ansat i slutningen af november.

Det meddeler udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

- Umiddelbart har vi foretaget en trusselsvurdering på baggrund af de indberetninger, vi får fra vores efterretningstjenester, og der har vi ikke fundet lejlighed til at forhøje trusselsniveauet, og det forventer jeg heller ikke, at vi gør, siger ministeren, som tilføjer:

- Vi råder alle danskere i udlandet til at holde styr på sikkerhedsrutinerne.

Han medgiver, at Danmark er udsat blandt andet på grund af deltagelsen i kampen mod jihadistgruppen Islamisk Stat (IS).

- Der er ingen tvivl om, at med Isil (Islamisk Stat, red.) er terrortruslen steget, den er markant, og det er den desværre også i Danmark.

- Det tror jeg den er i alle de 60 lande, der deltager i koalitionen mod Isil, og jeg har ikke grund til at tro, at den er særligt stor for Danmark, siger ministeren.

Han glæder sig over, at politiet i Saudi-Arabien har kunnet foretage anholdelse i sagen, hvor danskeren blev ramt i skulderen af skud, mens han var på vej hjem fra arbejde i bil.

- Jeg er meget tilfreds med, at man nu har pågrebet de mistænkte, så må efterforskningen vise, om de også er de ansvarlige for den her forbrydelse, konstaterer Martin Lidegaard.

Han fortæller, at Danmark har været i kontakt med de saudiske myndigheder i forbindelser med efterforskningen af sagen.

- Det er de saudiske myndigheder, der har foretaget efterretningen, men vi har haft et rigtig godt samarbejde, og det er det her også et resultat af, mener ministeren.

Han er ikke bekendt med, at de anholdte skulle have haft kontakt til personer i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.