Liberal Alliance afviser topstyring: Vi kalder det ledelse
To medlemmer har meldt sig ud af LA. En vejledning fra LA-toppen til svar på kritiske spørgsmål får kritik.
Liberal Alliances Leif Mikkelsen giver ikke meget for kritikken af topstyring i partiet. Det kan godt være, at I kalder det topstyring - vi kalder det ledelse, siger han.
Liberal Alliances Leif Mikkelsen giver ikke meget for kritikken af topstyring i partiet. Det kan godt være, at I kalder det topstyring - vi kalder det ledelse, siger han. Foto: Joachim Adrian/Polfoto


Formanden for Liberal Alliance København har meldt sig ud i protest mod topstyring, og flere tillidsfolk efterlyser over for Politiken mere medlemsdemokrati i partiet.

Men det skal de formentlig ikke sætte næsen op efter, efter at Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, lørdag gik på talerstolen ved partiets landsmøde og satte kritikerne på plads.

- Vi er i den grad et parti, der er belastet af topstyring, kan jeg læse i avisen. Der, hvor jeg kommer fra, kalder vi det ledelse, siger Leif Mikkelsen.

Dermed affejer han kritikken fra blandt andre Kim Løfholm, der indtil lørdag var formand for partiets største vælgerforening, Liberal Alliance København.

- Nu er topstyringen blevet for meget. Den øverste partiledelse holder os i et stramt greb og overlader ikke meget arbejdsfrihed til de lokale foreninger. Det synes jeg, både er meget uliberalt og udemokratisk, siger Kim Løfholm til Politiken.

Han fortæller, at bestyrelsen i LA København havde besluttet, at den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, skulle være spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation.

Men partiledelsen på Christiansborg nedlagde veto, selv om det fremgår af partiets vedtægter, at "lokalforeningen har ansvaret for opstilling af kandidater til kommunalbestyrelsen".

Det har også vakt utilfredshed, at LA-toppen har rundsendt en vejledning til, hvordan man bør svare på spørgsmålene i en rundspørge fra Politiken.

Leif Mikkelsen afviser dog, at topstyring - eller ledelse, som han kalder det - er et problem:

- Jeg vil selv være betænkelig ved at være her, hvis der ikke var ledelse. Jeg synes, der er eksempler på, at det går rigtig skidt, hvis der er politiske partier, der ikke har ledelse, siger Leif Mikkelsen og tilføjer:

- Derfor vil jeg bare understrege: I må gerne kalde det topstyring. Vi kalder det ledelse, og vi udøver det, præcis som vi hidtil har gjort. Og det agter vi at fortsætte med, uanset hvor tit man siger det eller skriver det, siger Leif Mikkelsen, der får en klapsalve fra salen for indlægget.

Landsformanden for LA nedtoner samtidig problemet:

- Optakten har været, som man forventer til et politisk landsmøde. Der er et par medlemmer, som har valgt at melde sig ud. Nu er vi et liberalt parti, og det er helt frivilligt at være med.

- Jeg konstaterer, at der er to, der har meldt sig ud. Og i samme uge er der 31, der har meldt sig ind, siger Leif Mikkelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.