"Ledige fremstilles som dovne - men mor gør, hvad hun kan"
Ledighed rammer også de pårørende, siger 18-årige Sophie Worrall, som i et debatindlæg har efterspurgt et job til sin mor.
Det motiverer ikke nogen yderligere at komme på kontanthjælp, mener Sophie Worrall. Om kun to uger falder hendes mor ud af dagpengesystemet.
Det motiverer ikke nogen yderligere at komme på kontanthjælp, mener Sophie Worrall. Om kun to uger falder hendes mor ud af dagpengesystemet. Privatfoto


18-årige Sophie Worrall er gået til medierne med en bøn: Er der ikke nogen, der har et job til min mor?

Den første juni ryger Sophies mor ud af dagpengesystemet efter at have været ledig i to år, og det har fået Sophie til at skrive et debatindlæg i Politiken, som i dag har spredt sig til andre medier. Hun vil gøre opmærksom på, at arbejdsløshed også rammer de pårørende – ikke mindst børn.

- Det gik lige pludselig op for mig, hvor tæt det er på: Om kun 14 dage springer der en bombe. Vi kan næsten ikke betale vores regninger den 1. juni, siger Sophie til Avisen.dk

Søgt over 1.000 job

Samtidig retter hun en skarp kritik mod de partier, der mener, at ledige blot skal have nok incitament, så finder de et arbejde.

- Min mor har søgt over 1.000 job, også som butiksassistent eller natportier. Men der får hun at vide, at hun er overkvalificeret. Det motiverer hende altså ikke yderligere at komme på kontanthjælp, siger Sophie.

- Min mor kan nærmest alt og har viet hele sit liv til arbejdsmarkedet. Jeg kan se, hvordan hendes selvværd dalede gennem de to år. Det bliver kun endnu værre, hvis hun kommer på kontanthjælp, siger Sophie i en video, der følger med hendes debatindlæg.

Ledige fremstilles som dovne

Tidligere havde moderen et højtlønnet job i Hjørring Kommune, men stillingen blev sparet væk. Derfor flyttede familien til København, hvor moderen mente, der var bedre jobmuligheder.

- Hun havde aldrig troet, at hun skulle opleve den ydmygelse, som ledige også bliver udsat for. De bliver jo fremstillet som dovne, der ikke gider arbejde. Men min mor gør jo alt, hvad hun kan.

Betalte halvdelen af huslejen

Sophie har været vant til at få gode lommepenge, men efter hun fyldte 18 måtte hun til at betale halvdelen af huslejen. Nu skal hun til udlandet og studere, og så kan hendes mor blive nød til at flytte ud af lejligheden, hvis ikke det lykkes hende at få et job inden dagpengene slipper op den første juni.

Sophies mor har ikke selv haft lyst til at være i medierne, fordi det ofte bliver meget personligt, når ledige står frem. Sophie har selv været politisk aktiv i SFU og Danske Gymnasieelevers Sammenslutningen, og derfor er politiske diskussioner ikke fremmede for hende. Hun håber at kunne skabe opmærksomhed på de pårørende til ledige, som hun mener er ufrivillige medvirkende i et politisk spil.

Læs Sophies debatindlæg i Politiken her.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.