Lang sagsbehandling af fleksjob koster tre år uden indtægt
Det kan tage årevis at få behandlet ansøgninger om fleksjob. Imens har mange ingen indtægt. Kommunerne sparer til gengæld penge på de lange sagsbehandlingstider.
Af Mette Lauth
MERE
Det kan tage årevis at få tilkendt et fleksjob, hvis man mister noget af sin arbejdsevne. Flere kritiserer, at borgere taber penge mens de venter, mens kommunen faktisk sparer ved den lange sagsbehandling. 
Det kan tage årevis at få tilkendt et fleksjob, hvis man mister noget af sin arbejdsevne. Flere kritiserer, at borgere taber penge mens de venter, mens kommunen faktisk sparer ved den lange sagsbehandling.  Lars Krabbe/Polfoto/Arkiv


Det er gratis for kommunerne at lade syge mennesker vente på at få deres ansøgning om fleksjob behandlet

Helle L. Hansen har i 38 måneder været uden indtægt og levet af sin mands penge. Hun kunne ikke gøre andet end at vente på, at Randers Kommune afklarede hendes fleksjobsag.

I Norddjurs Kommune samler byrådsmedlem for Enhedslisten Ulf Baldrian Kudsk Harbo sager af samme type, og prøver at skabe opmærksomhed om problemet. Han mener, der er hul i retssikkerheden.

”Det er meget alvorligt syge mennesker, der ofte ikke selv har kræfter til at blive ved at insistere på, at deres sag skal videre. Der er ingen steder, de kan klage udover til borgmesteren, der sender klagen videre til forvaltningen, der trak tiden i første omgang,” siger Ulf Baldrian Kudsk Harboe.

De nye sygedagpengeregler, der skal sikre syge en indtægt, gælder dem der er blevet syge efter februar i år.

Mange af fleksjob-ansøgerne har været i årevis i systemet, og har de ægtefælle eller kæreste, har de ikke ret til kontanthjælp. Så kommunerne sparer penge på de lange sagsbehandlingstider.

I Aalborg brugte 25-årige Deniz Mercan sommeren på at vente på at kommunen og lægen kom tilbage fra ferie, så hans sag kunne gå i gang igen. Imens han venter, lever han af et mindre beløb fra sit forsikringsselskab og sin kones løn.

Socialrådgivere har fået mere travlt

Men der ikke nogen tidsgrænse for, hvor længe en kommune må bruge på at behandle en ansøgning om fleksjob. De lange sagbehandlingstider koster ikke kommunerne noget.

Hvis sagerne ender med, at borgerne får tilkendt fleksjob, får de ikke pengene med tilbagevirkende kraft for den tid, de har ventet.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau forstår frustrationen over ikke at kunne få en krone, mens man bare venter på kommunen.

”Det handler jo både om økonomi, men også om at få et fremtidsperspektiv,” siger hun.

Hun mener, at der er to forklaringer på de lange sagsbehandlingstider.

Den ene er, at mange sager er virkelig komplicerede. Den anden årsag er, at arbejdspresset hos socialrådgiverne er højt, fordi reformen af førtidstidspension har givet mange nye sager.

KL: Fleksjob kan jo ikke klares på en enkelt dag

Sager om fleksjob skal for et såkaldt Rehabeliteringsteam, for at komme videre.

”I nogle kommuner er rehabiliteringsteamet blevet en flaskehals,” siger Majbrit Berlau.

Kommunernes landsforening (KL) afviser, at der er et problem.

”Vi kan ikke genkende, at der skulle være en sagspukkel på dette område," siger Niels Arendt Nielsen, kontorchef i KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervskontor.

Han siger, at KL’s generelle indtryk er, at det går rigtig godt med den nye fleksjobordningen, og at både arbejdsgivere og medarbejdere er meget tilfredse.

Han mener, man skal huske på, at det tager tid at blive udredt til, om man er berettiget til fleksjob.

"For at få et fleksjob skal ens arbejdsevne være varigt og væsentligt nedsats. Det kræver eksempelvis en arbejdsprøvning, som jo i sagens natur ikke klares på en enkelt dag," siger Niels Arendt Nielsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.