Læges ordre til syg prinsesse: Drop rejse
Den britiske prinsesse Anne må efter sin læges anbefaling aflyse en planlagt rejse til Afrika på grund af en lungeinfektion.


Royal eller ej, så kan vi alle blive ramt af sygdom. Og noget tyder på, at den britiske prinsesse Anne er blevet ekstra hårdt ramt af det omskiftelige efterårsvejr.

Prinsessen, der er datter af dronning Elizabeth og søster til prins Charles, lider nemlig i øjeblikket af en slem lungeinfektion, der forhindrer hende i at varetage sine royale pligter. Det skriver Hello! Magazine.

Og den 66-årige prinsesse har åbenbart så svært ved at ryste sygdommen af sig, at hun nu bliver tvunget til at aflyse en planlagt tur til Afrika sidst i september.

- Som en forholdsregel og på grund af anbefaling fra læger vil prinsessen ikke påtage sig det planlagte besøg i Botswana og Mozambique i slutningen af denne måned. Hans kongelige højhed hertugen af York vil i stedet påtage sig besøget, lyder den officielle udmelding fra kongehuset.

Tidligere på måneden har prinsesse Anne også aflyst andre arrangementer på grund af sygdommen. Sidste gang, hun viste sig offentligt, var ved det såkaldte "Braemar Gathering" i begyndelsen af september, hvor hun havde selskab af sine forældre.

Siden har prinsesse Anne opholdt sig i Gloucestershire, hvor hun har hjemme.

Prinsesse Anne er en af de flittigste medlemmer af det britiske kongehus, når det kommer til officielle besøg. Rundt regnet har prinsessen årligt 500 arrangementer i kalenderen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.