Kronprins Frederik på rejse med Alexandras eks-svigerfar
Ugebladet Her og Nu kan berette, at kronprinsen samarbejder med Martin Jørgensens far.
Kronprinsen fotograferet under turen til Nepal, hvor Martin Jørgensens far var med.
Kronprinsen fotograferet under turen til Nepal, hvor Martin Jørgensens far var med. Foto: Jakob Dall/Scanpix


Det er nok tvivlsomt, om stemningen i disse dage er god mellem grevinde Alexandra og Martin Jørgensen, som hun ind til for nylig var gift med.

Men skilsmissen mellem hende og Martin Jørgensen har tilsyneladende ikke slået skår i det gode forhold mellem kongehuset og hans far, filmfotograf Jacob Jørgensen.

Ugebladet Her og Nu skriver således, at Jacob Jørgensen var med, da kronprins Frederik kort efter annonceringen af Alexandra-skilsmissen besøgte jordskælvsramte områder i Nepal som ambassadør for Dansk Røde Kors.

Ifølge Her og Nu oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling, at Jacob Jørgensens firma, JJ Film, igennem længere tid har fulgt flere af kongehusets medlemmer både til privat brug for familien og til eventuelle tv-udsendelser.

Selv har Jacob Jørgensen ikke lyst til at uddybe overfor ugebladet, præcis hvad han laver for kronprins Frederik.

Jacob Jørgensens relation til kongehuset går tilbage til 1990’erne, hvor han blandt andet lavede portrætter af daværende prinsesse Alexandra og prins Joachim. Det var ifølge Her og Nu under disse optagelser, at hans søn, Martin, lærte Alexandra at kende.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.