Lovsjusk, der giver din arbejdsplads lov til at beholde en del af din løn.
Sådan lyder den hårde kritik af et nyt lovforslag, der skal lovliggøre kollektiv lønnedgang.
Forslaget er blevet til, fordi regeringen bakker op om en redningsplan, som Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri blev enige om for at redde Danish Crowns slagteri på Bornholm.
Formålet er at give ansatte mulighed for at investere en del af deres løn i lukningstruede firmaer for at redde deres job, men der er for mange huller i lovforslaget, lyder det fra HK Privat og HK Handel. Dansk Metal er også kritisk.
"Regeringen vil gøre det lovligt at konfiskere folks surt tjente penge sådan uden videre. Som lovforslaget ser ud nu, er der for få krav til arbejdsgiverne. Der står for eksempel intet om, at et firma skal være i krise for at kunne kræve, at de ansatte går kollektivt ned i løn," siger Morten Skov, der er politisk og økonomisk konsulent i HK Privat.
Medarbejder-investeringsselskaber er en ny selskabsform, der efter planen skal prøves af i en tre-årig forsøgsperiode. Selve lovforslaget er en udløber af en større fødevarepolitisk vækstplan, der blev aftalt i april.
Hvis der er flertal for den nye selskabsform, vil firmaer i alle brancher kunne bruge modellen.
Ministre med solstik?
Regeringen har indgået aftalen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
I går var sidste dag for at komme med forslag til forbedringer af lovforslaget.
Formændene for henholdsvis HK Privat og HK Handel frygter, at lovforslaget i uændret form vil føre til, at arbejdsgivere kan tvinge ansatte ned i løn - på ubestemt tid - ved at true med fyresedler.
De to har for nylig luftet deres skepsis i et læserbrev i Jyllands-Posten.
"Der bliver set bort fra de ansattes rettigheder i en grad, så man skulle tro, at erhvervsministeren og skatteministeren har fået solstik," skriver Simon Tøgern fra HK Privat og Per Tønnesen fra HK Handel.
30.000 ned i årsløn
I juni i år blev slagteriet på Bornholm reddet efter trusler fra ledelsen i Danish Crown om at lukke og slukke slagteriet.
Efter intense forhandlinger nåede parterne frem til en fem-årig aftale, som skal sikre, at slagteriets 190 arbejdspladser bevares. Aftalen går ud på, at de ansatte går ned i løn, og at pengene puttes i et såkaldt medarbejder-investeringsselskab.
Lovforslaget gør det muligt for ansatte at investere op til 7,5 procent og maksimalt 30.000 kroner af årslønnen i deres arbejdsplads.
"Det er langt hen ad vejen en god idé, men det er jo at blande sig direkte i de ansattes løn- og ansættelsesvilkår. Derfor skal de faglige organisationer involveres i det øjeblik, tankerne om et medarbejder-investeringsselskab kommer på bordet. Det er ekstremt vigtigt, fordi lønmodtagerne som udgangspunkt er den svage part i den forhandlingssituation," siger Allan Lyngsø Madsen, der er cheføkonom i Dansk Metal.
Ingen øvre grænse
Ifølge ham har fagbevægelsen en god dialog med Erhvervs- og Vækstministeriet.
Dansk Metal påpeger dog, at der lige nu kun er en minimumsgrænse for, hvor mange år en kollektiv lønnedgang kan vare. Fagforeningen, der taler på vegne af over 100.000 medlemmer, ser gerne, at der også kommer en maksimumsgrænse.
"Du kan selvfølgelig dø eller gå på pension og på den måde komme ud af ordningen. Men som det ser ud nu, har du ingen sikkerhed for, at der er en maksimal varighed. Det bør laves om," siger cheføkonomen.
Han foreslår et maksimum på op til ti år.
LO: Det skal være en god forretning
LO, der er paraplyforbund for 17 fagforeninger, er i store træk positiv over for medarbejder-investeringsselskaber, men advarer mod faldgruber for landets lønmodtagere.
"De tjener et godt og sobert formål, da de kan bidrage til at sikre beskæftigelse for danske lønmodtagere. For os er det imidlertid vigtigt, at vi grundigt diskuterer de potentielle faldgrupper for lønmodtagerne," siger LO-formand Harald Børsting.
Han understreger, at et medarbejder-investeringsselskab skal være en lønsom investering for den enkelte.
Minister: Jeg vil ikke undertrykke nogen
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) lover at lytte til, hvad der måtte være af indvendinger.
"Medarbejder-investeringsselskaber er et tilbud. Lovforslaget har ikke til hensigt hverken at undertrykke eller genere fagbevægelsen. Det er et værktøj, som fagbevægelsen selv har ønsket. De ansatte kan jo bare sige nej," siger ministeren til Avisen.dk.
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet et forslag til lov om medarbejder-investeringsselskaber. Lovforslaget forventes fremsat i oktober.
Formålet med lovforslaget er at indføre en forsøgsordning med en ny selskabstype - medarbejder-investeringsselskaber - hvorigennem medarbejdere kan investere lønmidler til gavn for den virksomhed, som de er ansat i.
Ordningen etableres som et 3-årigt pilotforsøg og skal evalueres herefter.
Kilde: Erhvervsstyrelsen