Kristian Jensen: Indsatsen i Irak er langsigtet
Trods uændret trussel mod danske soldater, så virker dansk indsats i Irak, mener udenrigsministeren.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V). (Jens Henrik Daugaard/POLFOTO/arkiv)
Udenrigsminister Kristian Jensen (V). (Jens Henrik Daugaard/POLFOTO/arkiv) Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Truslen mod danske soldater, der opholder sig i Irak og kæmper mod Islamisk Stat, er ikke mindsket i løbet af det seneste år, hvor den internationale koalition har opereret i området. På et punkt er den blevet forværret.

Men det er ikke ensbetydende med, at den danske indsats i Irak ikke virker, lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V).

- Vores indsats virker. Det, der skete frem til sidste år, var at Isil (Islamisk Stat, red.) var på fremmarch. Vi har stoppet deres fremmarch. De har ikke haft den fremgang, vi har set tidligere, siger udenrigsministeren.

Kristian Jensen ser ikke, at den dansk deltagelse i den internationale koalition er kortsigtet. Regeringen ønsker også at genindsætte kampfly i løbet af 2016, når de er "ressourcemæssigt klar til det, og det passer ind i koalitionens arbejde".

- Det ikke en konflikt, der er overstået på kort sigt, det er en konflikt, Danmark er nødt til at være involveret i på lang sigt, siger ministeren og tilføjer:

- Man må bare holde sig for øje, at Isil stadig er en stærk terrororganisation, der er i stand til at udføre angreb mod civilbefolkningen, irakiske sikkerhedsstyrker og dansk personel dernede.

Trusselbilledet mod dansk personel kommer fra en sammenligning af vurderinger, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har lavet.

Den ene er lavet forud for udsendelsen af danske soldater til Al Asad-basen i Irak sidste år, og den anden før den kommende udsendelse af et radarbidrag til samme sted.

Et af de punkter, hvor truslen er ændret, omhandler terrorhandlinger som bortførelser og udlægning af improviserede sprængladninger.

I 2014 vurderede FE, at risikoen var "høj". Forud for udsendelsen af det kommende radarbidrag med dets op mod 30 tilhørende personer til Al-Asad-basen omtales risikoen nu som "meget høj".

Udsendelsen af radarbidraget blev vedtaget i Folketinget tirsdag med 94 stemmer for og 16 imod.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.