B.T. dokumenterer i tirsdagens avis, at der nemt kan spares 40.000 kroner på en bilauktion - tilmed for en brugt, men nyere familiebil som f.eks. en Ford Focus stationcar.
Normalt er det autoforhandlerne, der køber biler via bilauktionshusene, men der er stadig flere private, der blander sig i budrunderne, skriver avisen.
Finn Haargaard, der er salgsdirektør i BCA Autoauktioner i Vejle, lægger ikke skjul på, at priserne i auktionshusene ofte er engros - altså prisen som autoforhandleren giver.
"95 procent af vores kunder er autoforhandlere. Men de private kunder har mulighed for at byde ind på lige vilkår. Og de kan gøre en rigtig god handel, men der er altså også en række ting, man skal være opmærksom på," lyder det fra Finn Haargaard.
For eksempel er der ingen garanti ved køb på en bilauktion, men de fleste biler er tjekket inden auktionen.