Khader: Hadprædikanter skal stoppes
Vi skal være glade for, at salafisterne udtaler sig offentligt. Så ved vi, hvad de mener, siger Naser Khader.
Salafisterne er toppen af islamist-bjerget, mener kandidat for De Konservative, Naser Khader.
Salafisterne er toppen af islamist-bjerget, mener kandidat for De Konservative, Naser Khader. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Salafister fra de antidemokratiske organisationer Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam er toppen af islamist-bjerget.

Det siger Naser Khader, folketingskandidat for De Konservative.

- Vi skal være glade for, at de nu udtaler sig offentligt. Det har hele tiden været svært at få dem til at sige, hvad de mener. Men med det som de nu siger offentligt, tænk så på hvad de siger til de unge mennesker i moskeerne, siger han.

Fredag aften forklarede salafisten Adnan Avdic i TV2 News, hvorfor han, sammen med en række andre, har været på gaden for at opfordre muslimer til ikke at stemme ved folketingsvalget den 18. juni.

- Vi skal være bekymret for hele pakken. For de nøjes ikke med at tale om at stemme ved valget. De taler også med de unge om Islamisk Stat og al-Qaeda. De unge, som har været i Syrien har hørt på dem, siger Naser Khader.

Han mener, at det er vigtigt at få stoppet hadprædikanterne og få dem retsforfulgt.

- I deres prædikerne opfordrer de til vold, og derfor kan de retsforfølges. Derudover skal vi gøre alt for at holde dem væk fra unge og teenagere. De her mænd er rollemodeller for mange unge. De betragtes ikke som tosser i miljøet, siger han.

Der er ifølge Naser Khader 120 bedesteder i Danmark. Fem af dem er salafistiske - for eksempel Heimdalsgade på Nørrebro og Grimhøjmoskeen i Aarhus.

- I Grimhøj er der en ungdomsafdeling med mellem 50 og 100 unge, og i Vejle er der også en ungdomsafdeling med omkring 50 medlemmer, siger Naser Khader, der mener, at det danske samfund har svigtet den demokratiske integration.

- Vi har ikke gjort en god nok indsats i forhold til at aktivere de unge i foreningslivet. Det er der, man lærer demokrati, siger han.

Derudover mener han, at der skal mere fokus på muslimske skoler med krav om, at demokrati bliver en del af hverdagen og et skærpet og vedvarende tilsyn, hvis man vil forhindre, at unge radikaliseres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.