Kendt sanger: Alternativet har givet mig håbet tilbage
Rasmus Nøhr optrådte til Alternativets valgfest. Og partiet har rørt ham dybt, fortæller han.
Rasmus Nøhr spillede til Alternativets valgfest på Papirøen. Her er han flankeret af to gode veninder.
Rasmus Nøhr spillede til Alternativets valgfest på Papirøen. Her er han flankeret af to gode veninder. Foto: Aske Folkmann Drost


Den kendte sanger og sangskriver Rasmus Nøhr spillede på valgaftenen til Alternativets fest på Papirøen ved Christianshavn. Og han er glad for at være med til at fejre det nye partis succes, for de har rørt noget i ham, fortæller trubaduren efter koncerten.

- Jeg blev dybt rørt af et interview med Uffe Elbæk, som jeg læste. Jeg kunne genkende mange af de drømme, siger Rasmus Nøhr til Avisen.dk.

Han har ikke haft noget særligt at gøre med Alternativet før denne aften, men han har haft sine øjne på partiet i et stykke tid. Derfor var der heller ingen tvivl, da han fik tilbuddet om at underholde på valgaftenen.

- hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil komme og spille nogle kærlighedssange, og jeg ellers har tid, så gør jeg det, siger Rasmus Nøhr, som ikke har fået betaling for at spille til festen.

Han er blevet kendt for hits som ’Sommer i Europa’ og ’Kysse under stjernerne’.

Før Alternativet dukkede op, havde sangeren nærmest opgivet at følge med i politik.

- Jeg havde egentlig opgivet håbet for fremtiden i dansk politik. Men Alternativet er et parti med smukke visioner. De hænger ikke bare fast i den samme gamle blokpolitik, siger han.

Visioner, drømme og håb er også udgangspunktet for ham selv, når han skriver musik. Og det er ikke svært for ham at finde sig til rette ved Alternativets valgfest.

- Det er engagerede, sjove mennesker, og festen her er jo virkelig hyggelig og sjov, siger Rasmus Nøhr.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.