BØRNELIV: PARKERET I INSTITUTION?
Karrieremor: Ét barn er rigeligt!
Mange forældre har ikke tid eller overskud til at få flere børn. Én af dem er foredragsholder Gitte Koldtoft, som bestemt ikke misunder venner med to fuldtidsjobs og flere børn.
Foredragsholder Gitte Koldtoft af en af de mange danskere, der har valgt den store børneflok fra til fordel for karrieren
Foredragsholder Gitte Koldtoft af en af de mange danskere, der har valgt den store børneflok fra til fordel for karrieren Privat foto


Lige siden Gitte Koldtoft var ung, har hun vidst, at hun ikke ville have mere end et enkelt barn. Hun ville nemlig også have tid til karrieren og sig selv.

- Mit arbejde er mit passion. Jeg føder ikke bare børn, men også bøger og foredrag. Jeg har ikke overskud til at være på farten og også have alt det på hjemmefronten, som flere børn kræver, fortæller den 42-årige foredragsholder.

Og Gitte Koldtoft er langt fra den eneste, der vælger karriere frem for en stor børneflok. Flere og flere danskere bruger deres tid på andet end børnepasning, og fødselstallet er det laveste i 24 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

LÆS OGSÅ: Mange dropper børn for Ironman og karriere

Og som Avisen.dk skriver i dag, angiver mange forældre ifølge en ny undersøgelse manglende overskud og travlhed som årsag til, at de ikke ønsker at få flere børn.

Det kan Gitte Koldtoft sagtens nikke genkendende til.

- Jeg hører fra mine klienter, at det er benhamrende hårdt at have flere børn. Det går ud over parforholdet og nærværet. Alle de ting der giver familielivet næring. Flere forældre fortæller, at hverdagen føles som ren overlevelse.

Tid til to karrierer og familieliv

Gitte Koldtoft har datteren Laura på ni år sammen med manden Jørgen. De arbejder begge fuld tid. Gitte Koldtoft arbejder som selvstændig med at holde foredrag og coache om arbejdsglæde. Hun føler, at med et enkelt barn er der plads til to karrierer og al den kvalitetstid, som familien behøver.

Når hun skal coache folk, der er ved at gå ned med stress, oplever Gitte Koldtoft, at de ofte vil alt for meget på en gang. Med to fuldtidsjobs, flere børn, et parforhold og netværk, der skal plejes, ender bægeret ofte med at flyde over.

- Selvom man selvfølgelig aldrig fortryder de børn, man fik, så kan det alligevel være med til at få bægeret til at flyde over. Det kan betyde, at der ikke er noget overskud tilbage, og begge forældre bliver ramt af stress.

Manden ønskede sig flere børn

Hendes mand ville gerne have flere børn. Men allerede før de blev gift i 2001, gjorde Gitte Koldtoft det klart, at hun aldrig ville have mere end ét barn.

- Han troede sikkert, jeg ville skifte mening. Men selvom intet er større end kærligheden til min datter, så har mine æggestokke har aldrig vibreret ved tanken om babyer. Mit arbejde er også min fritid, og sammen med mit sociale liv og mine hobbyer har jeg rigeligt at se til, fortæller hun.

Hver gang de besøger venner med flere børn, bliver Gitte Koldtoft bekræftet i sin beslutning.

- Når vi besøger vores venner, der kører fuldtidskarrierer og flere børn, bliver jeg bestemt ikke misundelig. Tværtimod er jeg glad for, at jeg kan tage tilbage til et roligt hjem.

Savner du bleskift og forældremøder?

Gitte Koldtoft mener derfor, at det handler om at tage bevidste valg og nøje overveje, hvad de har af konsekvenser. Hun tænker, man ikke skal vælge flere børn, bare fordi det stadigvæk er normen i samfundet, eller fordi man tror, at det er synd for enebarnet.

- Jeg spørger mig selv, om det virkelig er synd for enebarnet, hvis endnu et barn blot betyder mindre tid og overskud. Man skal derfor overveje, om man virkelig savner endnu flere bleskift, forældremøder og sygedage, eller om man faktisk har rigeligt i sit bæger, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.