Fædre har markant mere fritid end mødre
Mødrene har ikke tid til sig selv - de ordner stadigvæk mest derhjemme.
Fædre har det hyggeligt - med mere tid til sig selv i fritiden end deres hustruer.
Fædre har det hyggeligt - med mere tid til sig selv i fritiden end deres hustruer. Foto: SCANPIX arkiv


Småbørnsfædre har væsentligt mere tid til sig selv end mødre. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad blandt småbørnsforældre med børn i alderen nul til fem år.

I undersøgelsen giver 22 procent af mændene - svarende til hver femte mand - udtryk for, at de bruger syv timer eller mere på at dyrke egne fritidsinteresser uden børn, hvorimod kun tre procent af mødrene har syv timer til sig selv om ugen.

Børne- og familieforsker, dr.phil., Per Schultz Jørgensen kalder fordelingen af fritid for "et skræmmende bevis på, hvor dårligt ligestillingen egentlig er ført igennem".

- Det viser, at det stadig er moderen, der bærer størstedelen af omsorgsarbejdet både i praksis med at hente og bringe og med indkøb, men også når de kommer hjem, og der skal ordnes ting og sager. Det er virkelig et genuint og ægte klart bevis på, at ligestillingen, som vi prøver at gennemføre i småbørnsfamilien, er stødt på grund, siger han til Kristeligt Dagblad.

- Det er den blandt andet, fordi vi ikke har øremærket barsel til mænd, der ville kunne guide fædrene til at tage et større ansvar. Konsekvensen af den manglende øremærkede barsel til mændene er, at de så bare passer deres arbejde, deres økonomi og deres fritid, mens mødrene er bundet både på arbejde og på hjemmefronten, fortsætter han.

Selvom vi lever i et stadig mere ligestillet samfund, hvor kønnene nærmer sig hinanden, er det fortsat kvinderne, der tager sig mest af børnene og hjemmet, mener også mandeforsker ved Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke.

- Det er fortsat sådan, at det er kvinderne, der fungerer som de primære omsorgspersoner og påtager sig en form for hovedansvar for hjem og børn. Det kommer så - ikke overraskende - også til udtryk i fordelingen af fritid mellem de to køn. Jeg tror langt hen ad vejen, at det handler om, at mænd er mindre tilbøjelige til at få dårlig samvittighed over at prioritere dem selv," siger Kenneth Reinicke.

Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.