Hvis Molly eller Fido bider en forbipasserende på jeres gåtur, så kan det koste dig dyrt.
Derfor kræver loven, at alle hunde skal været forsikret. Alligevel ser mange hundeejere igennem fingre med lovgivningen og fravælger en hundeansvarsforsikring.
En undersøgelse foretaget af YouGov for Agria Dyreforsikring viser, at næsten hver femte danske hund ikke er forsikret, og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse for hundeejeren.
- Vi har en sag kørende lige nu, hvor en hund havde bidt en person i fingeren under en gåtur i skoven. Personen har fået kronisk betændelse i sin arm og har mistet en del af sin arbejdsevne. Sagen koster omkring to millioner kroner, og hvis hunden ikke var forsikret, så hang ejeren på regningen, siger Sonja Karaoglan, administrerende direktør i Agria Dyreforsikring, til Ritzau Fokus
Brancheorganisationen Forsikring og Pension oplyser, at der hvert år kommer omkring 200 danskere til skade med hunde, der enten er ukendte eller uforsikrede. For at sikre alle ofrene, har forsikringsselskaberne en særlig pulje, der giver erstatning, hvis hundeejeren ikke har tegnet den ellers lovpligtige forsikring.
Men det betyder ikke, at hundeejeren slipper for regningen. Hundeejeren skal nemlig tilbagebetale pengene til hundepuljen. For nogle hundeejere kan det betyde økonomisk ruin, hvis skaden er meget alvorlig.
- Hvis ens hund eksempelvis forvolder en alvorlig trafikulykke, kan omkostningerne løbe op i store summer. I første omgang kan skaden blive dækket af puljen for uforsikrede eller ukendte hunde. Men efterfølgende kan hundeejeren blive gjort personligt ansvarlig. Det vil kunne ruinere hundeejeren år ud i fremtiden, siger Anne Orholt, kommunikationsmedarbejder i Dansk Kennel Klub.
Hos Agria Dyreforsikring er Sonja Karaoglan meget overrasket over, at så mange danske hundeejere fravælger forsikringen. Hun mener, at der følger et stort ansvar med, når man anskaffer sig en hund.
- Hvis man ikke har råd til ansvarsforsikringen, så skal man slet ikke have en hund, siger hun.
Godt en halv million danske familier har et firbenet medlem.
Fakta: Undersøgelsen:
Har du en hundeansvarsforsikring?
- Ja: 83 procent
- Nej: 17 procent
Kilde: Analyseinstituttet YouGov for Agria Dyreforsikring.
/ritzau/FOKUS