Kæmpe fyringsrunde hos IT-gigant: 250 ansatte i Aalborg mister jobbet
250 Intel-ansatte mister jobbet i Aalborg. Ingeniørernes fagforening mener, at de ikke vil være jobløse længe.
På verdensplan skal 12.000 af Intels mere end 100.000 ansatte fyres. 
På verdensplan skal 12.000 af Intels mere end 100.000 ansatte fyres.  Foto: Scanpix arkiv


Det er en dårlig dag for it-virksomheden Intels danske ansatte. En enorm, global spareplan rammer afdelingen i Aalborg, hvor 250 ansatte bliver fyret. Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge TV 2 Nord er de ansatte i afdelingen, der har udviklet software til mobiltelefoner og kort, onsdag blevet informeret om beslutningen.

Nedlukningen er en udløber af den store spareplan, Intel er ved at gennemføre på verdensplan. Her skal i alt 12.000 ud af Intels mere end 100.000 ansatte fyres.

Intel overtog afdelingen i Aalborg, da selskabet i 2010 købte den fra tyske Infineon Technologies.

Ifølge TV 2 Nord er der tale om hovedsageligt ingeniører. De første forventes at blive afskediget allerede i år.

Hos ingeniørernes fagforening, IDA, står man klar til at hjælpe de medlemmer, der nu kan se frem til en fyreseddel. Det skulle dog ikke være en svær opgave.

- Det er ikke noget, vi oplever særligt tit, at store virksomheder lukker. Og det er selvfølgelig en dårlig nyhed for de ansatte.

- Men heldigvis er der stor efterspørgsel efter it-ingeniører, og der er flaskehalsproblemer i næsten alle regioner, siger formanden for Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen.

Ifølge IDA er efterspørgslen så stor, at Intels beslutning ligefrem er godt nyt for andre it-selskaber i området.

- Der må være nogle it-selskaber, der lytter rigtigt godt efter nu. Hvis de er smarte, så pakker de kufferten og stiller sig ved hovedindgangen til Intel og deler visitkort ud i morgen.

- For nu er der pludselig et par hundrede af de ingeniører, de står og skal bruge, siger Morten Thiessen, der medgiver, at ingeniørbranchen er ganske privilegeret, når det kommer til jobmuligheder:

- Mulighederne for at skaffe sig et andet job er ganske gode. Vi er snotforkælede på den måde, det er vi da.

Ifølge Ingeniørforeningen er arbejdsløsheden blandt ingeniører 2,0 procent. Samme forening skriver, at der frem mod 2025 vil mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.