Josefines kat blev skudt: "Frygter det vil ske igen"
Josefine Petersen fra Veflinge på Fyn måtte bruge sin opsparing på at få sin elskede kat Adam behandlet hos dyrlægen, efter katten blev skudt i maven.
Adam, som han så ud, da han var indlagt på dyrehospitalet efter skudepisoden, der kunne have kostet ham livet.
Adam, som han så ud, da han var indlagt på dyrehospitalet efter skudepisoden, der kunne have kostet ham livet. Privatfoto


Josefine Petersen var egentlig godt på vej til at flytte hjemmefra. Hun og kæresten havde sparet op til et indskud til en lejlighed. Men nu er de fleste af pengene brugt på hendes elskede kat Adam, og hun må blive hjemme hos forældrene.

Katten blev i sidste uge skudt i maven med hagl fra et luftgevær. Hvem der skød er uvist. Det kan have været grove drengestreger - eller måske er en kattehader på spil i området.

- Jeg er overbevist om, at Adam ikke blev skudt ved en fejl. Det var med vilje. Dyrlægen har sagt, man ud fra skudhullet kunne se, at der var blevet sigtet direkte på Adam, siger Josefine Petersen til Avisen.dk.

Dyrlægeregning på 15.000

Katten var tæt på at dø af skudepisoden. Haglet gik nemlig gennem tyndtarmen, hvorfra der spredte sig madrester ud i maven. Det gav store smerter, og en dyrlæge vurdere, at en hurtig operation var nødvendig for at forhindre, at Adam skulle aflives.

Operationen og indlæggelsen kostede 15.000, og de fleste af pengene tog Josefine Petersen fra sin opsparing. Det er der ikke noget at gøre ved - og det vigtigste for Josefine Petersen er sådan set også, at hendes kat overlevede.

Nu vil hun blot meget gerne have opklaret, hvem der skød på Adam.

- Jeg er bange for, at det kan ske igen, siger hun.

Kattens Værn udlover dusør

Sagen omtales i dag i Fyens Stiftstidende, der har talt med Kattens Værn. Direktøren for foreningen, Mogens Willbert, siger til Fyens Stiftstidende, at Kattens Værn udlover en dusør til dem, der kan give oplysninger til politiet, som fører til, at gerningsmanden bliver fundet.

Har du set eller hørt noget, kan du ringe til Kattens Værn på telefon 38 88 12 00.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.