Det kan ende med at tage lidt længere tid end planlagt for Furesø Kommune at få et nyt jobcenter i Farum. Arbejderne fra det litauiske firma Resplint UAB, der ikke har en overenskomst, er i hvert fald gået hjem, og arbejdet er stoppet. Det konstaterer Rasmus Kreutzmann, der er næstformand for Bygge- og Anlægsgruppen i 3F Frederiksborg.
- Og vi forventer ikke, de går i gang igen, før der er overenskomst, siger han til Avisen.dk.
I sidste uge varslede han en lovlig aktion mod de uorganiserede arbejdere og kaldte hele sagen for “tragikomisk”.
- Den ledige maler eller tømrer må føle sig godt og grundigt til grin for egne skattekroner, når de engang skal til samtale i et nyt jobcenter renoveret af konfliktramt litauisk arbejdskraft, sagde Rasmus Kreutzmann.
3F har nu fået et møde med den konfliktramte virksomhed den 17. marts, hvor virksomheden via kommunen har meddelt, at de er tilbage. Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få kontakt med virksomheden, men ifølge kommunen har den meddelt, at samtlige medarbejdere blot er gået på ferie.
- Det er virkelig mystisk, at de lige pludselig holder ferie. Det synes jeg er meget belejligt, og jeg kan bare konstatere, at jeg har opnået det, jeg ville, siger Rasmus Kreutzmann.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
Fagforeningen vil forsøge at kræve overenskomst med virksomheden til mødet, der er kommet i stand, efter Furesø Kommune blandede sig. Men ifølge kommunens kommunaldirektør, Christine Brochdorf, har kommunen nu ikke noget ansvar i sagen.
- Vi er først fremtidige lejere. Indtil da har vi principielt ingen andel i sagen. Men vi bringer parterne sammen, og det er dét, siger hun.
Byrådet i Furesø Kommune har dog vedtaget sociale klausuler, der kræver, at deres anlægsopgave bliver udført under danske løn- og arbejdsvilkår.
- Og jeg regner bestemt med, at de finder en løsning, så arbejdet kan udføres efter det, siger Christine Brochdorf.
Lykkes det ikke, er 3Fs melding klar.
- Hvis vi opdager dem på arbejde nu uden overenskomst, knalder vi fanerne op med det samme.