Jay Z sagsøgt for astronomisk beløb
Et parfumefirma vil have 137 millioner kroner af Jay Z, som ifølge firmaet skulle være sprunget fra en promoveringsaftale.
Jay Z har haft enorm succes som forretningsmand ved siden af musikken. Han tjener blandt andet penge på salg af tøj og spiritus og så har han investeret i streamingtjenesten Tidal.
Jay Z har haft enorm succes som forretningsmand ved siden af musikken. Han tjener blandt andet penge på salg af tøj og spiritus og så har han investeret i streamingtjenesten Tidal. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Jay Z havde allerede 99 problemer, og nu har han fået et mere. Den 46-årige rapper, der konstant bliver fremhævet som en af hiphop-historiens største kunstnere, har nemlig fået et voldsomt søgsmål på nakken.

Et firma, der distribuerer parfume, kræver 137 millioner kroner af musikeren med det borgerlige navn Shawn Carter, fordi de mener, at han er sprunget fra en aftale om at promovere en duftserie med hans navn.

Det er avisen New York Daily News, der har fået indsigt i retsdokumenterne fra sagen, hvor firmaet Parlux Fragrances hævder, at de havde forberedt seks offentlige fremstød for parfumen, som Jay Z efterfølgende udeblev fra, selvom han modtog næsten 14 millioner kroner på forhånd.

Parfumesalget fik ellers en flyvende start, men salgstallene dalede hurtigt, og det mener firmaet skyldes Jay Z's manglende entusiasme.

- I parfumeindustrien er det næsten umuligt at vedligeholde succesen for en berømtheds duftlinje uden regelmæssigt at opdatere og genopfriske brandet, står der blandt andet i retspapirerne ifølge New York Daily News.

Firmaet mener derfor, at "On to the Next One"-stjernen bør tilbagebetale sit forskud på 14 millioner og kompensere firmaet med minimum 123 millioner kroner.

Hvis Jay Z bliver tvunget til at betale parfumefirmaet, kommer det dog ikke til at slå bunden helt ud af hans økonomi. Ifølge finansmagasinet Forbes' opgørelse havde New York-rapperen nemlig en formue på 3,7 milliarder kroner i 2015.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.