Italiensk politi: Historisk succes mod mafia
Politiet i Italien hævder at have opnået kæmpe succes i kampen mod mafiaen. Der er udstedt 163 arrestordrer.
De 163 arrestordrer vedrører formodede medlemmer af 'Ndrangheta'en, der skal have infiltreret bygge-, transport- og renovationssektorerne i det nordlige Italien.
De 163 arrestordrer vedrører formodede medlemmer af 'Ndrangheta'en, der skal have infiltreret bygge-, transport- og renovationssektorerne i det nordlige Italien. Foto: Colourbox/free


De italienske myndigheder taler om en "historisk succes mod den sydlige mafia 'Ndrangheta.

Det sker, efter at de onsdag har udstedt 163 arrestordrer på mistænkte medlemmer af 'Ndrangheta, der skal have infiltreret byggesektoren, transportsektoren og renovationssektoren i det nordlige Italien.

Efterforskerne fokuserer på byen Reggio Emilia omkring 150 kilometer sydøst for Milano.

Der er foretaget en række anholdelser i såvel Lombardiet som i Calabrien i det sydlige Italien, hvor 'Ndrangheta-mafiaen har sin oprindelse.

- Det er en operation, som jeg ikke tøver med at kalde historisk og uden fortilfælde, siger Franco Roberti, ledende anti-mafiaanklager.

Han betegner selv kampen mod 'Ndrangheta i det nordlige Italien som "imponerende og beslutsom".

En anden anklager siger, at mafiagruppen har været involveret i kriminelle aktiviteter i Reggio Emilia i årevis - siden 1982.

For nogle år siden blev området ramt af et jordskælv, og 'Ndrangheta har været indblandet i genopbygningen.

Blandt de, der er anholdt i sagen, er en lokalpolitiker med forbindelser til tidligere premierminister Silvio Berlusconis Forza-parti og også en journalist.

Politiet siger, at det har afhørt Graziano Delrio, der er rådgiver for premierminister Matteo Renzi, som vidne.

Delrio var borgmester i Reggio Emilia indtil 2013.

'Ndrangheta regnes for en af verdens mest magtfulde og hemmelighedsfulde grupper, der har specialiseret sig i handel med narko, våben og hvidvask af penge.

Den kriminelle gruppe har bevæget sig ud af sit traditionelle område i det sydlige Italien til ikke alene det nordlige Italien, men også til det nordlige Europa, USA og Sydamerika.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.