ISS begaver aktionærer efter solidt kvartal
Servicekoncernen ISS sender flere penge efter sine aktionærer efter et tilfredsstillende tredje kvartal.
Jeff Gravenhorst, ISS' administrerende direktør, sender penge til aktionærerne.
Jeff Gravenhorst, ISS' administrerende direktør, sender penge til aktionærerne. Foto: Copyright Iss World Services A/s/Free


Servicekoncernen ISS, der med sine små 500.000 ansatte er en af verden største, har oplevet en støt vækst i de første ni måneder af 2016.

Derfor får aktionærerne nu et trecifret millionbeløb til godteposen.

Selskabet med base i Søborg nær København omsatte for 58,6 milliarder kroner i perioden, et lille fald. Til gengæld steg resultatet pænt til 1,6 milliarder kroner.

- Vi fortsætter vores stabile udvikling og leverer en robust organisk vækst og en forbedret overskudsgrad, skriver administrerende direktør Jeff Gravenhorst i regnskabet.

- Vi har underskrevet en række nye kontrakter i kvartalet og forlængelser af eksisterende kontrakter med selskaber som Bombardier, Royal Mail og Heineken.

Det er fremtidshåbet for kerneforretningen, der er kørt pænt for ISS.

Det hedder IFS, Integrated Facility Services, og omhandler kontrakter, hvor ISS tager sig af eksempelvis et helt hovedkvarter med kantine, sikkerhed og rengøring og ikke bare rengøring.

IFS står nu for over en tredjedel af den samlede forretning. Totalkontrakter kan tit hente en bedre overskudsgrad, fordi der er færre konkurrenter, der kan ordne det hele.

- Væksten var drevet af nye IFS-kontrakter med DSB og Danske Bank i Danmark, globale selskaber generelt og succesfulde konverteringer af eksisterende kontrakter til IFS-kontrakter, skriver ISS.

ISS forlod kapitalfondenes hænder i 2014 til et liv som børsnoteret selskabet. Siden da har selskabet arbejdet for at nedbringe sin gæld.

Den lyder nu på 12,5 milliarder kroner, og det gør, at ISS føler sig tryg nok til at slå gækken løs og sende flere penge til sine aktionærer.

- På baggrund af vores fortsatte stabile udvikling vil vi distribuere en ekstraordinær dividende på fire kroner per aktie, skriver Jeff Gravenhorst.

Det svarer til, at ISS sender 743 millioner kroner videre til sine aktionærer oven i de 1,4 milliarder kroner, der blev sendt afsted i april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.