IS planter sit sorte flag i belejret syrisk by
Islamisk Stat har plantet flag i grænsebyen Kobani, men endnu har de militante ikke nået centrum, lyder det.


Den seneste tid har kampene bølget frem og tilbage omkring grænsebyen Kobani i Syrien, som militante fra bevægelsen Islamisk Stat forsøger at indtage.

Mandag har Islamisk Stat plantet sit sorte flag på en bygning i udkanten af den syriske by, men endnu har de militante ikke nået byens centrum, lyder det fra kurderne, der forsvarer byen.

Der er en udbredt frygt for en massakre, skriver nyhedsbureauet Reuters, da byens kurdiske forsvarere sværger at kæmpe til det sidste. Halshugninger, massedrab og tortur har spredt frygt i regionen, og op mod 180.000 er flygtet fra Kobani-regionen til Tyrkiet.

Det seneste angreb på byen har stået på i omkring tre uger, og det sorte flag tilhørende Islamisk Stat er synlig fra den tyrkiske grænse til Syrien.

- Isil (en anden benævnelse for IS red.) har kun plantet et flag på én bygning, siger Ismail Eskim, der er journalist og befinder sig i byen.

- Det er ikke inde i byen, det er på den østlige side. De er ikke inde i byen. De kraftige sammenstød fortsætter. Ligene fra 25 krigere (fra Islamisk Stat red.) er der, lyder det videre.

Luftangreb fra den amerikanske og arabiske koalition har ikke standset de militantes fremfærd på den strategisk vigtige by, der er blevet belejret fra tre sider og beskydes med tungt artilleri.

Derfor er byen afhængig af de kurdiske forsvarere.

- Hvis de indtager Kobani, vil det blive en kirkegård for os alle og for dem. Vi vil ikke lade dem indtage Kobani, så længe vi lever, sagde Esmat al-Sheikh, der er leder af Kobanis Forsvarsmyndighed, mandag på telefonen.

Indtil for nylig havde byen i det store og hele undgået den borgerkrig, der har hærget i store dele af Syrien, og den har fungeret som tilflugtssted for flygtninge. Præsident Bashar al-Assad har ladet den kurdiske befolkning bevare kontrollen med byen.

Men Islamisk Stat ønsker at indtage byen for at styrke bevægelsens fremfærd i det nordlige Irak og Syrien med henblik på at skabe et kalifat i regionen.

Søndag sprængte en kvindelig kurder sig selv i luften for at undgå at blive fanget af Islamisk Stat, da hun løb tør for ammunition.

Islamisk Stat har holdt Kobani, der er den tredjestørste kurdiske by i Syrien, belejret siden 16. september.

I løbet af weekenden lovede den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan at gengælde, hvis Islamisk Stat skød på tyrkiske soldater. Mandag blev tyrkiske kampvogne udstationeret langs grænsen tæt på byen Kobani.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.